Døden
Ved Midsommertid, naar Solen staar højest og alt er bagende stille, hænder det, at der slaar Lys ud af Sydhimlen, i Middagsstunden; ind i det hvide Dagslys farer Glimt, der er endnu hvidere. Just Halvaaret efter spøger den selvsamme Aand, naar Fjorden er tillagt og Landet begravet i Sne. Om Natten jager der Revner fra den ene Ende af Fjordens Isgulv til den anden, det lyder som skarpe Skud, som Brøl af et vanvittigt Væsen.
Bønderne graver sig Kryler fra deres Husdør gennem Driverne hen til Nøset. Hvor er nu Trolde og Ellefolk, hvor er Naturens Stemme? Mon ikke ogsaa Jøven er død og forglemt? Der er ingen Forskel mere. Tilværelsen er svunden ind. Blot om at bjærge Livet. Ræven plumper i Snehoser ude i Egepurlet og arbejder sig dødsforskrækket op igen.
Det er den stille Tid. Rimtaagen gemmer Fjorden indtil Evighed. Dagen lang sukker det forunderligt ind fra Isen, det er en Fisker, der staar ensom ude ved sin Vaage og stanger.
En Nat sner det igen, Luften er Sne, Blæsten Strømme af Kuld. Ingen levende er tilfærds. Da kommer en Rytter til Færgestedet ved Hvalpsund. Der er ingen Vanskelighed ved at komme over, han sagtner ikke en Gang Fart men rider i samme skarpe Trav fra Bredden ud paa Isen.
Der gaar Lynslag af Lyd under ham. Isen brøler milevidt. Han kommer over og rider ind i Landet, Hesten kløver Snestormen med strakt Hals; det er en vældig Traver, den kan smide Skankerne.
Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder nøgen i de bare Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Døden, der er ude at ride. Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud.
Døden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer op i Luften og er væk. Nu gaar Døden Resten af Vejen som et Menneske, der har glemt sine Bekymringer hen og drysser aandsfraværende afsted.
Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved er meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden og tindrer med Perleøjnene, den skrukker og ler lydløst, klapper Næbbet uhyre vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige ved at falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Døden med gennemtrængende Lystighed.
Døden sejler videre. Pludselig er han ved Siden af en Mand, han slaar ham med Fingrene paa Ryggen og lader ham ligge.
Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det har knebet for ham at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind, og et Par gamle enlige Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at det er en rejsende Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger sig straks paa Sengen uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger paa Ryggen — de gaar med Lyset i Stuen og snakker — han glemmer dem.
Han ligger længe vaagen og stille. Saa begynder han at klage, først sagte og afbrudt, som om han prøver sig frem, han græder men holder snart op igen.
Men han bliver ved at klage, højere, han jamrer med tørre Øjne. Han ligger i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun paa Nakken og Hælene, han ser i dybeste Nød op mod Loftet og skriger, skriger som en Barselskvinde. Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt. Han tier omsider og ligger stille.
Et Gensyn
Anno 1500 var Junker Slentz paa Marsch op i Holsten med sin Garde, han var hvervet af Kong Hans og Hertug Frederik, der agtede sig mod Ditmarsken.
Paa højre Fløj af en Fænnik gik Mikkel Thøgersen. Han havde for et halvt Aar siden taget Sold af Junkeren. Mikkel præsenterede sig godt i Geleddet, han var lang og speget som en Knokkel, det røde Overskæg gjorde mageløs Virkning. Han lignede Røveren paa Korset — ikke ham, der skulde være med Nazaræeren, men den anden. Hans Vaaben var Luntebøsse og Slagsværd, han var iført blaa Fløjelsbukser med Pomponer, Læderkøllert og Jernhat. Hele Udstyret stammede fra et Lig, Mikkel havde fundet paa Landevejen en Morgenstund. Ved Siden af sig havde Mikkel Clas, som var levende endnu.
Kammeraterne sang, og Mikkel tog Tonen med efter bedste Skøn:
Gedenkst du noch, es war ein’ Nacht in Böhmen —
O Gotts Marter ja, Kamrad, ein’ Nacht gar schön!
Der hat ein Arm, ein Bein, ein Aug’ verloren,
Und mancher Bube muss seitdem auf Stelzen gehn.
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug’,
Svillevillevit dreh um das Aug’,
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen —
O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen —
O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug’,
Svillevillevit dreh um das Aug’,
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
Du kleiner Vogel, der du fliegst vom Neste
Schönre Heimat suchend in das fremde Land,
Sag, kommst du wohl von unbekannten Fluren,
Oder kommst du von des Herzens tiefem Grund?
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug’,
Svillevillevit dreh um das Aug’,
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
O Mutter, krieg’ ich Schnappsen, weil ich lebe,
Oder, Mutter, krieg’ ich Flügeln, wenn ich sterb’;
O Mutter, krieg’ ich Flügeln, weil ich lebe,
Oder krieg’ ich, Mutter, Schnappsen, wenn ich sterb?
Sss . . . Svillevillevit dreh um das Aug’,
Svillevillevit dreh um das Aug’,
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
— Ud paa Dagen tav de fleste; de havde gaaet langt, og der var langt igen. Da de endelig hen paa Natten nærmede sig Kongens Lejr, var hver Mand udaset som et Trækdyr. Det var Maaneskin, og der laa et tyndt Lag Sne paa Jorden. Mikkel gik og saa ned for sig, han var dødsens træt og havde været sløv de sidste Timer. Da lagde han pludselig Mærke til Skyggerne, som faldt skraat fremefter paa Sneen, seks urolige Skygger af det Geled, han gik i. Han saa med Forundring, at der var stor Forskel paa Skyggerne, et Par var en Grad lysere, og hans egen forekom ham mørkere end de andres. Han tænkte noget over det, blev et Øjeblik kold af Skræk, glemte det igen, kom tilbage til det . . . og Fremmarchen vedblev, hele den uoverskuelige Masse skred frem. Hver eneste kunde segne af Overanstrængelse, men de blev ved at vandre sammen, og Mikkel vandrede med, han havde igen glemt alting i Verden.
De naaede Lejren og fik Hvile. Mikkel kom til at sove i en Lade tilligemed et hundrede andre. Men da han var falden hen, skød Varmen altfor stærkt igennem ham, han for op med et Gisp. Kun Ladens Mørke var om ham, og dog havde han set en Hær, der vandrede milelangt ud og fyldte hele Synskresen — sorte Faner langt fremme mod den lave Himmel — og selv var han med, han følte den umælende Melankoli, der overfalder hver enkelt dødtræt Mand i en ustanselig Hær. Næsten i det samme for Clas gispende op ved hans Side. Han hviskede smaaleende og med en egen Venlighed til Mikkel, at han havde drømt, de marcherede endnu.
Mikkel for op flere Gange den Nat, redet af Vandringssmærte og af kvælende Hærsyn. Og hver Gang, han var vaagen, hørte han en og anden sætte i Halmen og stønne rundt om i den umilde Lade.
Det var i Januar Maaned, Garden stødte til Kong Hanses Hær. Mikkel kunde igen tale med Danskere efter to Aars Forløb. Da fik han en Dag at vide, at Otte Iversen stod ved Kongens Hær — Fændrik i Rytteriet — Hadet brændte op i ham. Han længtes efter at se ham. Mon Otte Iversen hadede ham dygtigt? Forhaabentlig gjorde han. Men Mikkel havde ikke Held til at faa Otte Iversen at se. Derimod traf Clas ham tilfældigt en Dag og fortalte Mikkel det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i København for tre Aar siden. Det var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . . han var død, slaaet ihjel af dumme Bønder. Clas rystede paa Hovedet, han kunde aldrig glemme Heinrich.
Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver ved, med umaadelig Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og endte med aldrig anet Ulykke og Død for Kniven. De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg Mærke til Fablens vittige Antitese — disse Riddersmænd, der i virkelig retfærdig Tro paa Overmagten lægger Pansret i Trosvognen og bryster sig med Guldkæder paa; denne grausame Oberst Slentz, der er parat til at stange Ditmarskerne fordærvet med de bare Knebelsbarter — femten tusind Hjærter, hvori det hede Blod er spærret inde. Riddernes Skemt, Hertug Per til Meldorf, Grev Poul af Hemmingsted — og som en sidste uhyre licentia poetica de femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette svimlende Apparat skulde ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet; thi det var jævnt menneskeligt. Det er naturligt for den levende at brovte med Udødelighed, den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og Trusel, Menneskets fineste Potens er den dundrende Løgn. Naar Manden er paa sin Krafts Højdepunkt, maa han slaa ihjel. Livet dræber.
Og saa anden Akt — Slagtningen. Disse høje Hoveder blev slaaet ind med Bondeknipler under en storartet Iscenesættelse af Storm og Tøbrud, Sne og Regn fra Nordvest og Indvælten af det vilde Hav. Der løsnedes en halv Snes daarlige Kanoner, og Kuglerne braadede ind i det tykke Hærlegeme, Døden smaskede højt uopdragent med Kæberne i denne Fylde. De druknede, de blev traadt ned i Mudderet, og Ditmarskerne aabnede flittigt for alle de hidsige Blodstrømme. Væsken var ikke sen til at styrte ud i det fri. De gamle Soldater, der blev prikket Hul paa, forblødte ikke saa meget hastigt endda; men de unge frodige Fyre slog Blodet fra sig næsten i et eneste Plask. Dette var Stykkets Kynisme og Pointe. Selve Handlingen virkede som før sagt ved sin indre Modsætning.
Mikkel Thøgersen saa Clas falde. En Marskboer kom som et Lyn fra Siden og slog et stort Hjørne af hans Hoved med sin Økse.
Lidt efter blev Mikkel trængt ud i Grøften og sank under Laag i det svidende kolde Vand. Han drev et Stykke tilbage med Strømmen, før han kom op. Da han fik haget sig fast og drog Aande, saa han, han var kommen helt ned til Kongens Rytteri. Det var snarere en Grød af Heste og Mennesker end en Slagorden, de kunde hverken komme frem eller tilbage. Forvirringen og Dræbningen gik paa . . . men Mikkel spejdede efter Otte Iversen, og han opdagede ham. Han holdt noget inde i den sammenpakkede Masse med Fanen i Haanden. Hesten var stuvet fast under ham, han holdt ganske stille og som det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i Ansigtet.
Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik Øje paa ham. Men Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rørte ham ikke at se Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost. Huden bliver yderst ømfindtlig i Kulde, selv det mindste Rap over en frossen Kno kan perse Taarer af en Karl. Man taber Lugtesansen i Kulde. Han lod sig drive endnu et Stykke med den rivende Strøm, i Snegrød og mellem døde Kroppe. Han naaede bagom Hæren, kravlede op og undkom levende til Meldorf.