Galejen
Axel var ikke paa Gulvet mellem de dansende, han sad nede i Borgestuen, hvor der var dækket op med Mad og Drikke. Han havde faaet den unge Jomfru, som han alene dansede med, bragt til Sæde paa en Bænk helt inde i det mørkeste Hjørne. Hun hed Sigrid og var en Raadmands Datter.
Axel havde travlt med at sørge for Sigrid. Desværre sagde hun Nej til næsten alting, vilde hverken drikke Pryssing eller smage paa Tærterne; Axel betænkte sig og vidste ikke sine levende Raad, han kunde jo se, at Sigrid havde lært at sige Nej udenad. Selv spiste han kun tøvende, og det smagte ham ikke; først da han havde faaet Sigrid til at bide af en Kage, hoppede Hjærtet i Livet paa ham, og han tog for sig af Retterne i vidt Omfang.
Drik mig til! bad Axel. Hun sagde raadvildt Nej. Sigrid vidste ikke om hun vilde, nej hun vilde ikke. Axel saa pludselig længselsfuld paa hendes Mund, der var fin og fugtig som en Moseblomst, han blev siddende med Kruset og faldt i Staver. Da lo Sigrid ret sikkert. Axel drak og brast selv i Latter, de lo voldsomt begge to. Sigrid blev derefter siddende med et Skær af Munterhed i Øjnene. Hvor hun var ung og spæd. Sigrids Hænder maatte Gud beskytte, saa rent ud smaa og skrøbelige som de var.
Sigrid havde Træk, der gjorde, at hun lignede sig selv som Barn, og dog kunde man se, hvordan hun vilde blive som gammel Moder; Sigrids milde Ansigt syntes et Mysterium af Menneskets tre Aldre. Man kunde stemmes i Aandenød ved at betragte hendes tynde gule Haar.
Axel saa med et varsomt Blik over Sigrids Kjole, det brune Tøj havde Udskæringer paa Halsen og ved Albuerne, Silken tittede ud. Endelig sukkede han dybt.
Axel og Sigrid skyndte sig omsider op i Salen igen, Musiken spillede fyndigt, og nu dansede de længe, aandeløst, hele den salige Nat. Sigrid kunde blive ved at danse. Hun blev jo længere jo mere stille, men naar Axel bød hende op, var hun villig, og hun blev ikke træt. Sigrids smaa Hænder var aldeles vaade og kolde, hendes Aande lød som lette, næsten usporlige Pust. Hver Gang en Dans var forbi, smilede hun uden at sanse hvorfor.
Hen paa Natten var Tiden bleven evig om dem, de havde danset saaledes siden alt begyndte. Axel ramtes af Vemod som et ældgammelt Menneske, der tænker tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa op i hans Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld af Hengivenhed for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han skulde komme hendes hvide Sjæl imøde. De dansede mere langsomt og blev puffet fra alle Sider, de dansede sagte videre som i Drømme.
Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde følge med, til Døren, blot ned ad Trappen, han bad som en dødsdømt, men Sigrid sagde Nej. Det var hendes sidste nølende og milde Nej.
Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om sig, hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Hætten skinnede hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.
Der var ikke mange der dansede mere nu, de fleste sad nedenunder og drak.
Axel fandt Mikkel Thøgersen siddende alene over et Krus dernede, han havde faaet Harnisket af. Og Axel kunde faldet den ordknappe Krigsmand om Halsen. Han drak et Par varme Bægre med ham.
De sad og smaasnakkede lidt, Axel blev saa vel berørt af Mikkels bløde Stemme. Tummelen rundt i den store Borgestue gik højt, overalt lød Bægerklang og glade Raab. Genlyden glammede ned fra Hvælvingerne som en fordrejet Spejling af Støjen. De tyske Knægte begyndte at blive fulde, Klammeri tegnede det ogsaa til hist og her. De fleste af Byens Folk var gaaet hjem.
Da rakte Axel sig frem over Bordet og borede sit Blik i Mikkel Thøgersens, han foreslog ham en Ting, dæmpet og som kunde der ikke være Tale om andet. Mikkel trak paa Næsetippen, et sjældent Udtryk for Lune hos ham; for sit indre Blik saa han Galejen, han nikkede og strøg sit Skæg.
Nu var Sagen den, at der laa en lybsk Flaade i Skærgaarden udenfor Stokholm, Købmænd, som Kong Christiern havde indbudt til at komme og sælge Levnedsmidler til Hæren, mens han belejrede Byen. En Del var sejlet bort nu igen, men den store berømte Karavel, der var lastet med farende frouwen, laa derude for sine Ankere endnu. Det var en Storkræmmer i Lybæk, der holdt dette Skib paa Søen, det sejlede med samt sin Ladning rundt til alle de Steder, hvor Landsknægte holdt til i større Styrke.
Axel og Mikkel brød øjeblikkelig op, tog deres Vaaben og begav sig ned i Byen. Det var mørkt og taaget i Vejret, Klokken kunde være henad tre. Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Sønderport og slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede der at ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke en eneste. De listede da østerpaa langs den smalle Strandkant og fandt en Baad et godt Stykke henne, den brækkede de løs og sejlede med den.
Skibet laa temmelig langt udenfor Slotsholmen, det varede noget, inden de skimtede Lysene fra dem i det tykke Vejr. Det de skulde til laa længst tilvenstre. Efter at have roet en halv Snes Minutter i Nattens og Søens ubehagelige Fugt, naaede de Karavelen, der laa for sit Anker med det høje Agterkastel ragende op i Mørket og Taagen.
Men de havde hørt Karavelen længe før de kom til den, der stod en mægtig Fest derude. Tre Lygter, en paa hver Mast, spredte Lys over Takkel og Dæk, mange Skikkelser rørte sig deromkring. Tykningen dannede store Ringe om de tre røde Lygtemaaner.
Der ligger alle Jollerne, sagde Axel dæmpet med et Grin, idet de gled ind under Klyverbommen. Jo en god halv Snes Smaabaade flød i Stime rundt ved Ankerkættingen.
Der blev raabt an oppe fra Stavnen paa tysk, det var Skudens strænge Fører. Og Gallionsfiguren, en blodtørstig Drage, viste alle Pløkkerne i sit Gab.
Gute Freunde! raabte Axel og satte fra den skvulpende Jolle op i Tovværket, Skipperen gav ham en Haand og hjalp ham paa Dækket. Mikkel bandt Jollen og fulgte efter.
Ved Masterne laa Øltønder under Lygten, rundt om paa Dækket var rejst smaa Halvtag af Sejldug. Kastellet agter ude var oplyst, og herfra lød Larm af Piber og Skalmejer, Fryd og Bægerklang. Det var Pigestemmer. Og hvor de lød varmt her paa den salte Sø. Det var hjemligt, det bevægede Hjærtet at høre zarte Stemmer paa en havvant og umild Skude. De tjærede Planker rystede under Festlighederne oppe og nede, hele Skibet vuggede langeligt i Søen. Der stak Dyner op af Lugerne.
Lette Trin lød paa Dækket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog fjedrede Plankerne under den sunde Vægt af et voksent Menneske. En Pige i lyse Klæder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun smøg sig blødt imod dem begge to og lod en kærtegnende Lyd høre til Velkommen, uden Ord, de mærkede pludselig Varmen af hendes forunderlige Nærhed.
De gik sammen hen mod Lygten, hvor Krusene blev svunget imod dem med Hyldestraab, og da Axel saa Pigens Ansigt, bøjede han sig hastigt, hun havde sammenvoksede Bryn. Han bøjede sig hastigt og spurgte, snublende i Tysken:
Hvad hedder du med hvide Tænder?
Hun svarede med lav og varm Stemme, som havde hun kendt ham længe og vidst, at han vilde komme:
Lucie.
Historiens Fælde
Henad Middag den følgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et højt Hus ud til Stortorvet. Her sad de over en Kande Øl, begge godt forvaagede og medtagne. Men de straalede hver for sig underfundigt af Øjnene, befandt sig vel ved Hovedpinen og Minderne.
Særlig Mikkel var inderlig oprømt, der var en næsten udfordrende Festlighed over ham. Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa han ikke ud til at ville omfavne hele Verden og give den Døden og Djævelen i samme Aandedræt!
Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting, Axel vidste. Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet, det kom nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab. Der var noget særlig rystende ved at høre Jammerskrigene, de lød ikke som fra et menneskeligt Væsen. Og da han vilde ile til Hjælp, havde man fortalt ham, at det var hans Ven, den rødskæggede, der bare laa dødelig fuld. Han var da gaaet ned i Rummet og havde set Mikkel ligge ukendelig, fortrukken i Ansigtet som en Misdæder paa Pinebænken. Axel syntes endnu man kunde høre de sørgelige Skrig, Mikkel havde udstødt, mens han laa paa Nakke og Hæle og stirrede opad i dybeste Nød, han hørte ham svælge og knirke med Tænderne. Men nu lod han til at være svært tilpas, ualmindelig tilpas . . .
Axel saa til de runde, grønne Ruder. Solen brødes i dem, han slog hele Vinduet op. Det var bleven Solskin. Tagene laa i hvidligt Lys; nede paa den smalle Strøm krøb en lav Kaag for en Stump Sejl, og langt ude stod det store Taarn paa Søndermalm skarpt belyst imod Skoven, Gruberne i Muren efter Beskydningen kunde tydelig ses. Torvet lige nedenunder laa endnu med Søle og Pytter efter Regnen igaar.
Se! udbrød Axel, nu skal der festes paa Slottet igen, Mikkel!
Langs op ad Gaden mod Slottet red en lang Række af Adelsmænd og høje Herrer.
Mikkel for til Vinduet. Saa maa jeg afsted, mumlede han uroligt. Det var galt at blive saa længe borte, hvis nogenting stod paa, han kom rimeligvis i Forlegenhed nu. Mikkel gik straks.
Axel blev staaende og saa, hvorledes alt hvad stolt og rigt var i Stokholm langsomt trak op mod Slottet. Der kom Riddersmænd paa langhalede Hingste, med Agrafer paa Huen og pelsbræmmet Vams, Guldsporerne glittede ved deres Hæle; Ærkebisp Matthias red bøjet og affældig i Sadlen, hans røde Fløjelskaabe hang ned over Siderne paa den lille jævne Graaskimmel og lyste stikkende som en stor Valmue i Solen. Vægtige Borgermænd skred tilfods, stive af Tøj og med lange Stokke, fornemme Fruer agede i Skridtgang; fra Sidegaderne kom der mange og sluttede sig til, og de drog alle ind ad Slotsporten, hvis runde Murbue efterhaanden tog dem ind under sig.
Da Axel havde set sig mæt paa Processionen, vendte han sig ind i Stuen, strakte sig og vidste ikke længere, hvad han skulde gøre af sig selv.
Sigrid! Han rakte sig knagende og smilede stærkt bevæget. Blodet jo i hans Hoved og i hans Bryst af Længsel. Endnu en Gang saa han sig om i Kamret, der flød med hans Vaaben og Saddeltøj, og han fortvivlede. Saa smed han sig paa Sengen og sov.
Nogle Timer efter vaagnede han og gik ud i Byen. Solen hældede, der var saa stille paa Gaderne. Kun ud fra Herbergerne lød der Tummel af Soldater, men selv deres Svir havde faaet en egen neddæmpet Lyd; det var paa tredie Dag Byen jubilerede.
Axel gik gennem Gaderne i et ubestemt Haab. Han ledte efter Sigrid. Og da han ikke kunde finde hende, tog han ud paa et af de skovklædte Skær og vankede rundt paa maa og faa, som kunde Sigrid være at finde bag et eller andet Træ.
Her stod Axel, da Solen var gaaet ned, og Byen ragede sort og takket fra de levrede Bølger op i den gule Himmel. Klokkerne ringede til Aftenmesse derovre. Nordfra samlede sig høje mulmende Skybanker, men i Syd laa en lav Taagerand, som var det den henfarne Dag, der endnu kunde øjnes.
Da Axel kom ind til Byen igen, var det mørkt og roligt overalt, meget stille. Han søgte op paa sit Kammer. Men idet han traadte ind, hørte han en Kvindes sorgbefriede lille Hvin, som et Fuglefløjt, og hun hilsede ham om hans Hals. Det var Lucie!
Men hvordan var hun dog kommen her, det var jo hende forbudt at vise sig i Byen, og hvordan havde hun fundet herop? Jo Axel havde selv fortalt hende, hvor han boede, og hun havde hvad Resten angik overlistet alle mulige vogtende Mennesker.
Axel hentede Mad og Vin.
Ved samme Lag stod Mikkel Thøgersen Vagt i Slottets store Sal. Han blev Vidne til et skæbnesvangert Optrin i Nordens Historie; skønt han kun deltog som Tilskuer, mærkede det ham for alle hans Dage.
Hvad der skulde ske havde ingen anet. Hele denne udsøgte Forsamling, der talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol . . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der lød kun en enkelt tør Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og faldende Røst. Det var Gustav Trolle, der talte. Stemmen alene spaaede Skade, som naar der er dødsstille i Naturen foran et Uvejr, og kun en Spætte hakker paa en vissen Gren dybt inde i Skoven. Men ved Ordenes Mening gik Kraften af Knæene paa dem, der hørte til, mere end en blev hed om Ørene. Det var fatale Historier, Ærkebispen var ved at pirre op i.
Gustav Trolle havde ikke mere det Ansigt, Mikkel kendte. Gustav Trolle, hvem han havde lagt Mærke til, fordi han beundrede ham blindt. Han var ligesom Jens Andersen den lærdeste Mand i sit Land og tillige den mægtigste, et Hoved uden Lige og en hærdet Idrætsmand, han var den helligste og den mest ryggesløse, han forbandt hele sin Tids Viden og Kunnen med Rigdom paa Gods og Penge; i teologisk og juridisk Indsigt saavelsom i strategisk Kyndighed overgikkes han af ingen. Men de Gange Mikkel havde set hans Ansigt, var det furet og beskrevet af hans Ulykker, usundt af Hadefuldhed, ikke heller fri for kuede Træk. En Alvor, der vilde dække over mange gemte Ting, gjorde ham kun nedtrykt, Smil klædte ham ikke, han kunde ligne en udvisket, narrevorn Skriver.
Men nu var Ærkebispens Ansigt endelig støbt om — og bleven koldt. Paa samme Maade forvandles en Elskers plumrede Hensyntagen, naar Tiden er til det, hans Øjnes tiggende Sødme bliver en ubønhørlig Dom, hans Bejlen en raa Befaling.
Denne deres Ærkebisp havde Svenskerne behandlet saa haardt, som man behandler en haard Mand. Foruden at de jævnede hans Slot og Befæstning med Jorden og plyndrede hans Domkirke, røvede de alle hans Ejendomme, smed ham i Fængsel som en Tyveknægt og pinte ham der. De ventede, at hans Fjende, Sten Sture, skulde blive siddende som Konge. Nordboen var altid værst mod sig selv. Nu blev Christiern Konge, voldeligt, mod alle Svenskeres Vaaben og Vilje, og nu var der til dem.
Jon Eriksen, hvis Liv som Følge af hans Begavelse havde været en Række af bitre Ulykker, læste den skriftlige Klage op i Forsamlingen. Han havde siddet tre Aar Fange paa dette samme til Tænderne befæstede Slot, hans Ankler var ikke lægte endnu.
Medens Jon Eriksen læste, begyndte de at murre i Salen og røre paa sig, de tabte al Fatning som Dyr i en Faldgrube.
Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag, da de to Folk, der var lige og dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De var hinanden bestemt som to Søskendebørn, der ikke kan undvære hinanden og som martrer hinanden godt, slaar hinanden Saar med behændigt og dygtigt Nænne — indtil de skilles, hver for sig med Døden i Hjærtet.
Aftenen bragte et Tillæg i Ulykke, som ikke en Gang de onde Viljer havde udpønset. Det var en Kvinde, der afstedkom det, Sten Stures Enke. Hendes Livssyn og Kaar medførte, at hun bar Papirer hos sig, Statspapirer, hun var ikke stort mere end tyve Aar. Hun alene svarede paa Anklagen ved at fremlægge et Dokument, der beviste, at alle Forbrydelserne mod Gustav Trolle og Kirken var en Beslutning af Sveriges samlede Rigsraad, beseglet af Landets første Mænd! Men her blev der ikke tillagt Rigsraadsbeslutninger elementær Magt, nej her drejede det sig om en Sags Inderste. Nu fik Retten kun i al Magelighed Forbrydernes Navne og Segl. Vand, der plejer at slukke Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen løs i sin hvideste Majestæt; det var selve Satan, der spillede dette Dokument paa Bordet.
Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne Sværd kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger.
Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat. Den store Guds Mand og Studepranger forstod sig paa at forlige Lovens Bogstav med Sagens Krav, han fulgte heri sit stærke Hjærtes Drift. Og det raadede ham sandt. Men selv den dybest tilgrundeliggende Sandhed, den djævelske Sandhed, slog Klik her, kunde ikke redde Norden. Saa stor Uvilje til Lykke kendetegner Nordboen, at netop det yderste, radikale Redningsmiddel slaar alt Haab ihjel for stedse. Saa mystisk var Folkenes Uenighed, saa stædig deres Skæbne. Nordens Riger sprang i tre som en ildskørnet Sten.
Det var den syvende November 1520.
Men den Mand, der holdt det hele i sin Haand, der havde sat de ustyrlige Hoveder sammen og benyttet sig for sin Kongesag af de hævngerrige Mænds Talent, Ondskab, Snuhed, han sad nu fuldstændig ene i sit Kammer, medens hans Tjenere gjorde det færdigt, der skulde gøres.
Mikkel Thøgersen saa Kong Christiern sidde inde ved sit Bord, han sad rank op mod Stoleryggen, kulsort i Skyggen fra Kaminilden bagved. Mikkel bar Lys ind. Han saa Kongens Ansigt, det var baade spændt og slappet, han saa ud som den, der endnu tager sig sammen til Beslutningen, som forlængst er gaaet i Fuldbyrdelse.