ELLEVTE SANG

Nu sige Helten vi Farvel, min Læser!
Thi denne Verdens Ø han har forladt,
Hvor Arven af hans Feil og hans Fadaiser
I Sikkerhed blandt Slægten ud er sat.
Hans Planer Vinden bort som Avner blæser,
Hans Dyder sluges af den sorte Nat,
Han selv til tolvte Sang i Graven sover,
Og derfor nu til Alma gaae vi over.

Hvordan er siden sidst det hende gaaet?
Hvad i den stille Bolig gjør vel hun,
Som nylig hos den Døende har staaet,
Og lukt hans Øine til det lange Blund?
Mon eensom og bedrøvet og nedslaaet
Hun ørkesløs i Hjemmet sidder kun,
Og lader sine stride Taarer flyde,
For Mindets bittre Sødhed ret at nyde?

Ak nei! Hvor gjerne hun endogsaa vilde
I Sorgen hvile sig, det gaaer ei an;
Thi altfor Meget har hun at bestille,
Til at med Haand i Skjød hun sidde kan.
Fra tidlig Morgen indtil Aften silde
Hun stræbe maa, for snart at faae istand
Det Arbeid, som fra Folk er hende skikket,
Men som har urørt nu saa længe ligget.

Imens hun selv paa Hospitalet var,
Den fine Vask har hobet sig herhjemme,
Og uden Ophold maa den gjøres klar,
Da Folks Forventning hun vil ei beskæmme;
Thi Alma er tilaars, man ei maa glemme,
Hun sine Pligter og Principer har,
Og har man dem, man med sit Værk vedbliver,
Indtil af Haanden ud det Døden river.

Ved Skinnet af det første Daglys strax
Hun derfor og ved Bordet ned sig sætter,
Behandlende med Naal og Traad og Sax
De fine Damers Strimler og Manchetter,
Halskraver, Kapper, Kjoler og Corsetter,
Med andre Varer af det samme Slags.
Alting skal efterse es og repareres,
Før det til Vaskerballen tør leveres.

Den halve Dag staaer over den hun bøiet,
Utrættet ved sin Gjerning og sit Slid,
Med hvert et Stykke gjørende sig Flid,
Og vogtende sig for at skade Tøiet.
Vil sig en Taare trænge frem i Øiet,
Faaer til at viske bort den knap hun Tid;
Thi Øieblikket maa i Flugten gribes,
Da der skal stives, stryges, kruses, pibes.

Saa travl gaaer Dagen, for hvis Bryderi
Ei meer som fordum Natten trøster hende;
Thi før, naar Dagens Gjerning var tilende,
Var og med hver Bekymring det forbi;
Da kunde Hvilen hende Tanker sende,
Hvorved hun i sit Aag sig følte fri,
Og neppe var ved Sengen Lampen slukket,
Før Søvnen hendes Øie havde lukket.

Men anderledes nu. Er Nat det blevet,
Er af sin Møie Legemet først træt,
Da kræver dobbelt hendes Sjæl sin Ret
Til Mindet, som med Magt kun er fordrevet;
Da træder frem paany hvad hun opleved,
Da staaer den halve Nat, af Livet mæt,
Hun i det aabne Vindve - mod den blendende
Septemberhimmels Glands sit Øie vendende.

Mens trindt om hende Mørket Jorden gjemmer,
Og Søvnen dækker Livet med sit Bind;
Mens Kulden gjennemzittrer hendes Lemmer,
Staaer hun med drømmende, bevæget Sind,
Og lytter, som til fjerne Aandestemmer,
Til hver en Susen af den sagte Vind.
Omgiven rundt af det Uendelige,
Hun løsnet føler sig fra Støvets Rige.

I Svælget bag den lyse Stjerneskare
Fordyber speidende sig hendes Blik,
Om ei det dog var muligt at erfare,
Hvad Vei de hedenfarne Sjæle gik;
I disse Kloder, tindrende og klare,
Hun seer de Boliger, de Døde fik,
Og ved saa mangen Stjerne hun sig spørger,
Om der han boer nu - han, for hvem hun sørger.

Saa staaer hun Nat for Nat, mens Dag for Dag
Hun sine Kræfter paa en Gjerning sætter,
Der vil behandles som en vigtig Sag.
Men gjennemisnet af de køle Nætter,
Og hvileløs om Dagen, let man gjetter,
At Dag for Dag hun bliver mere svag;
Ja hende selv det er, som om hun vidste,
At dette Arbeid her var hendes sidste.

Med desto større Iver hun det gjør;
Men da for endt hun Værket maa erkjende,
Da Tøiet sees med Sneens Glands at blende,
Og er i alle Dele som det bør:
Da er med Kræfterne det og tilende,
Og dog sin Byrde hun ei lægge tør;
I Byen rundt maa selv sin Vask hun bære,
Skjøndt disse sidste Skridt faldt hende svære.

Knap var i Aftenmørket hjem hun vendt,
Før træt, som ved en Gang af mange Mile,
Hun strax paa Sengen lagde sig til Hvile
Med Følelsen, at nu var Livet endt.
I Feberdrøm saae Natten hun henile,
Ei mindste Søvn blev hendes Øie sendt,
Og reent af Dødens Mathed overvunden,
Laa som med Lænker hun til Leiet bunden.

Men ikke lang Tid hun om Frihed ledte,
Ikkun i fire Dage syg hun laa;
Den femte Dag, da Nabokonen Grethe
I Morgenstunden ind til hende saae,
Og med den Lædskedrik, hun tilberedte,
Og med sin vante Morgenhilsen: Naa,
Hvor gaaer det, Jomfru? sig mod Sengen dreied,
Laa hun med foldede Hænder død paa Leiet.

I Stilhed var fra Jorden bort hun dragen;
Fra Dødens Strid, der varede saa kort,
Var hun til Fredens Bolig gaaet bort,
Just efter Homo's Liigfærd Ugedagen.
Men Nabokonen tog saa nær sig Sagen,
Det tyktes hende smerteligt og haardt,
At hun saa brat var adskilt fra den Gode,
Med hvem hun Dør om Dør saa længe boede.

Hun havde hjulpet Alma til det Sidste,
Og heller ikke nu hun hende sveg;
Hun strax gik ud og fik bestilt en Kiste,
Og det en god forsvarlig en af Eeg.
Saa meget dog var efterladt, hun vidste,
Saa høit af Meublerne Beløbet steg,
At en Begravelse der kan besørges,
Saa rundt i Nabolavet det skal spørges.

Knap bragte Kisten man, før derfor Grethe,
Som havde skuret og gjort Stuen tom,
Sig til at pynte Liget strax beredte.
Men her dog i Forlegenhed hun kom;
Skjøndt Skab og Hylder bleve eftersete,
Skjøndt der blev ledt og søgt i hvert et Rum,
To sorte Kjoler kun opdaged Blikket,
Og klæde Liget sort, sig dog ei skikked.

Med spændt Forventning aabned hun Commoden,
Men heller ikke der hun hjulpet bli'er;
Den første Skuffe fuld var af Papir,
Og med et Suk hun haabløs strax forlod'en.
Hun udtrak nu den anden, nærmest Foden,
Og i et Glædesraab hun Luft sig gi'er.
Der laa - men paa sit Syn hun neppe stoler -
Der laa en Krands af konstige Fioler!

Der laa en heel fuldstændig Baldragt jo!
Af Mol en Kjole, som lidt guul er bleven,
Men hvoraf ei den mindste Stump er reven;
Et Livbaand - et Par hvide Silkeskoe;
En Perlesnor - af Alunshandsker to;
Kort sagt, der laa den Dragt, der er beskreven
Som Almas Baldragt i den femte Sang,
Da hun med Adam mødtes første Gang.

Hun som et Minde Dragten havde sparet,
Betragtende den tidt med Velbehag,
Indtil hun endelig paa Sorgens Dag
Den under Laas og Lukke dybt forvared.
Men Grethes Pande synlig sig opklared,
En saadan Stads var efter hendes Smag;
Hun samled Alting sammen og sig skyndte
Sin kjære Jomfru som til Bal at pynte.

Da dermed hun var færdig og ei Mere
At ordne" var i hver en Kant og Krog,
Begyndte Ruderne hun at polere;
Men eftersom Avisen til ei slog,
Maa nu Commodeskuffen Stof levere.
Hun Haandfuld efter Haandfuld deraf tog,
Hun ødsled med Papir meer end hun burde,
Thi Grethe vidste ikke hvad hun gjorde.

I sin Uskyldighed og travle Hast
Hun drømte ikke om, at Almas Minde,
Ja hele Tanke-Liv var sluttet inde
I denne Skuffe, som hun tømte fast;
At her endnu var Følelser at finde
Af Hjertet, som i Døden nylig brast:
Nei, Grethe Skuffens Indhold aned ikke,
Thi ellers havde vist hun Alt ladt ligge.

Nu greb med Hænderne hun vildt deri,
Og Minder fra en Fortid, rig paa Klage,
Begyndte Breve, der var holdt tilbage,
Suk, der ved Lyrens Klang var løste frie,
Betragtninger, som, Frugt af ældre Dage,
Kort: Tanke, Følelse og Phantasi -
Alt offred Grethe her til Reenheds-Guderne,
Men deiligt klare bleve ogsaa Ruderne.

Dog hvortil hjalp det? Dagen er tilende,
I største Hast sin Praas hun stikker an,
For rundt paa Væggen Lysene at tænde;
Thi snart fra Nabolavet ventes kan
De Qvinder, der indbudne var af hende,
For Alt at see, hvad her er bragt istand.
Een efter Een paa Gangen kom tilstede,
Og ind i Stuen Grethe bad dem træde.

De stod som slagne - hvilken Glands og Pragt
For Fattigfolk, hvis Blik i Mørket famler!
Der - midt paa Gulvet - paa to sorte Skamler,
Ved hvilke Blomsterpotter holde Vagt,
Staaer Kisten, hvorom Sværmen tæt sig samler.
Bestraalt af Lyset, i sin hvide Dragt,
Med blaa Fiolkrands, der sørgmodig smiler,
Med Roser i sin Haand, den Døde hviler.

Hvor er hun smuk at skue! Reent forsvunden
Er hver en Fure, hun af Tiden fik;
I Dødens Bad hvert Sorgens Træk forgik,
Og atter Ungdomssmilet sees om Munden.
Den unge Alma er tilbagevunden!
Ja, som hun hviler her med lukte Blik,
Kun lidt til Siden bøiende sit Hoved,
Hun ligner fast et Barn, der ind er sovet.

Den hele Kreds bevæget blev derved;
Sig Alles Blik mod dette Aasyn vendte,
Som de Beskuende et Gjenskin sendte
Af en uendelig og evig Fred.
De syntes at saa godt de hende kjendte,
Hun havde lang Tid boet paa dette Sted,
Og skjøndt hun leved for sig selv i Stilhed,
Hun dog saa tidt dem havde hilst med Mildhed.

Saa stod om Kisten Nabolavets Qvinder -
Men du, min Læser! du, som ønsker, at
Du paa den Skuffe kunde nu faae fat,
Der nylig opfyldt var med Almas Minder,
Og hvori sig en Rest endnu befinder:
Følg du med mig og modtag denne Skat!
Jeg samled Stykkerne saa godt jeg evned,
Men det er ikke Stort, hvad Grethe levned.

I tvende Samlinger dig skjenkes her
Hvad der af Almas skrevne Ting blev sparet,
Hvoraf en Deel fra hine Tider er,
Da hun sin Elskers Troløshed erfared,
Mens den Deel, hvori Livet hun sig klared,
I Tid og Alder ligger mere nær.
Det Hele, som kun et Fragment er vorden,
Meddeles her i chronologisk Orden.