ALMAS EFTERLADENSKAB II. RELIGIØSE BETRAGTNINGER

Vi dyrke Gud, naar i os selv vi pløie
Naturen ned, saa det Guddommelige,
Saa Naadens Spire kraftig frem kan stige;
Men hvormed tjene vi den Evighøie?

Hvad trænger Han til os og til vor Møie?
Han skabte Verden ved sit Bliv at sige;
Dog kan vi fange Sjæle til hans Rige,
Og denne Tjeneste har Gud for Øie.

Han bruger os, som Jægeren benytter
Den tamme Elephant og Lokkeduen,
Hvor ei til Gavn er Snaren eller Buen.

Til denne Tjeneste vor Løn sig knytter,
Den Løn, hvorefter alle Hjerter tørste:
Tilbedelsen - det Saligste, det Største!

Fuldbragt Forsoningen har Christi Død,
Og Evigheden frem hans Offer bærer;
Guds Kjærlighed til os det evig nærer,
Dog Seglet for Mysteriet Ingen brød.

Men Frelsens Budskab ud i Tiden lød,
Forløsning end den hele Jord begjærer,
Og end som Mester, Hjælper, Læge, Lærer,
Staaer Christus midt i Menneskenes Nød.

Forsoneren, der Verdens Synd kan dølge,
Der Straffen bære kan i Alles Sted,
Er ei istand vi til at efterfølge;

Men Frelseren tør ikke lades ene,
Han vil at vi skal tage Korset med,
Og staae ham bi, lig Simon fra Cyrene.

Forunderligt! Ved Lastens Træk vi blegne,
Vi for den Falskes Ord slaae Øiet ned,
Og see vi Troskab, der sin Løn ei veed,
Fornemme Fred vi paa en Andens Vegne.

Kan fremmed Skyld og Værd vi os tilregne?
Og gives der maaskee bag Gravens Bred
En fælles, stor Almeen-Samvittighed,
Hvis Virken spores alt i Støvets Egne?

Dens Stemme spirer skjult i hvert et Bryst,
Skjøndt sjelden her, hvor hver har nok at gjøre
Med sin Samvittighed, vi klart den høre.

Men naar den høres, lærer os dens Røst:
At med hverandre vi maae staae og falde,
At Palmen rækkes Ingen eller Alle!

Kan Væsner, som er skabte, modstaae Gud,
Og hvilken Udgang faaer tilsidst da Striden? -
Den Onde har sin Frihed, han har Tiden,
Og Seirens Tid for Gud han trækker ud.

Men Gud, som ikke kjender Tidens Tvang,
I Evighedens Dyb sig ind begiver,
Og ved den Tomhed, der tilbage bliver,
Gjør netop Synderen han Tiden lang.

Hvad nytter Dennes Trods? Hvad hjælper Vreden?
Ham med hans eget Vaaben rammer Gud;
Og trak end Tiden han bestandig ud,
Hans Modstands Grændse dog er Evigheden.

Hvorfor Dæmoner Mennesker besætte? -
Mon ei, fordi de fjernede fra Gud,
Og viste bort fra ham i Mørket ud,
Selv ville Salighedens Tab oprette?
Den Aandens Friskhed, Frodighed og Kraft,
De før i Herligheden havde havt,
Det Væld af Liv, de forhen følte stige,
De stoled paa som Hjælp i Mørkets Rige;
Men denne Rigdom, som de regned paa,
Ved første Greb dog sammensmeltet laa.
Den Fylde, som uendelig de drømte,
Fra Livets Kilde dem ei meer tilstrømte;
Dens Væld var standset - tørret i dem selv
Til Bunden var Lyksalighedens Elv,
Og Alt, paa Mindet nær, for dem var omme.
De følte sig paa eengang golde, tomme,
Og med Forfærdelse nu greb dem først
Den vilde Hunger og den hede Tørst:
Det friske Liv de maatte ha'e tilbage,
Den tabte Fylde - men hvorfra den tage?
Da (som en Rovfugl speidende seer ned)
De skued Menneskets Naturlighed,
Der nyskabt, sorgløs, frank og fri og frodig,
I Ungdomshaabets Kraft sig rørte modig,
Og over den de styrtede sig vildt,
For deres Tørst og Hunger at faae stilt;
Thi selv - som det i Skriften om dem hedder -
De vandre gjennem øde, tørre Steder.
De ville bort fra Undergangens Vei,
De ville mætte tieres tomme Jeg,
De ville, knyttede til Sjælevrimlen,
Med straalende Ansigt atter op i Himlen,
I Fyldens, i Lyksalighedens Hjem. -
Bestandig deres Savn dem driver frem,
I deres Ørk de føle sig forladte;
Da Christus drev dem ud af den Besatte,
Og rensed Menneskets Natur ved sin,
De søgte Tilflugt i en Hjord af Sviin;
De styrted sig i Søen fra dens Bredder,
Alting af Angest for de tørre Steder.

Til Frelsen er kun Naadens Vei den rette;
Dæmonerne, som anden Vei vil gaae,
Som bryde ind og Sjælene besætte,
For den forspildte Herlighed at naae,
Kun Røvere og Tyve kaldes maae.
Men skjøndt for deres Værk dem Rum er givet,
Og skjøndt de Tumleplads har her i Livet,
De veed, at deres Magt en Ende faaer.
De troe og skjælve, som der skrevet staaer.
Hvor langt endog de Kampens Tid uddrage,
Af sikkert Nederlag dog findes Spor
I Legionens gamle Spaadomsord:
Er du før Tiden kommen, os at plage?

Ved Christi Seier er Djævlen overvunden,
Og dog at friste jo endnu ham lykkes;
Han virker fort - det Gode undertrykkes,
Hvor var det muligt, var hans Magt forsvunden?

Ved Christi Seier til Kirken lagdes Grunden,
Lig Djævlens Throne den af Sjæle bygges,
Og for hver Sjæl, der vindes, ud der rykkes
En Steen af Thronen, som holdt før den bunden.

Mens Kirken stiger, Thronen sammen falder;
Steenhjerterne, hvorover Djævlen kneiser,
Faae Liv og skyde Angerens Krystaller.

Tilsidst, naar levende er alle Stene,
Naar paa sin Kirke Christus Spiret reiser,
Er Thronen borte - Djævlen er alene.

Af Djævlens Fald gik Verdens Uro frem.
Dengang han havde tabt med Lysets Hjem
Det Høieste, der til en Skabning gives,
Det Liv, hvori Lyksaligheden trives,
Og nu Fortvivlelsen angreb ham vildt
Med sit »fortabt, forspildt, fortabt, forspildt!«
Da - for af Naget ei at sønderrives,
Og selv fortæres af et evigt Savn -
Sin Qval han kasted ud i Verdens Favn.
For Salighedens Billed at forjage,
Forstyrrelsen til Hjælp han maatte tage;
For reent at drukne det i Glemsels Elv,
Usalighed han maatte skabe selv,
I Undergangen Verden med sig trække,
Forføre, friste, skuffe, ødelægge,
Og flygtende bestandig for sit Jeg,
Sit eget Væsen i de Andres tabende,
Sit eget Helved for de Andre skabende,
Ustadig storme frem paa Mørkets Vei.
I denne Djævlens Virksomhed og Trængsel
Er intet fugtigt Veemod, ingen Længsel,
Thi aldrig qvæges han af Haabets Bad;
Hans Sorg er som et vissent, løsnet Blad,
Der uden Hvile hvirvles om i Vinden;
Fortvivlelsen er som den tørre Vind,
Der fremad, fremad driver kun hans Sind,
Men evig tørrer Taaren bort af Kinden.

Naar eengang Naadens Kald de Faldne høre,
Naar Ingen meer der gives at forføre,
Naar Djævlen ingen Verden eier meer,
Hvori han rase kan, og selv sig glemme,
Mens Andre Byrden af hans Qval fornemme;
Naar eensom i det Helved han sig seer,
Som for Alverden han berede vilde;
Naar selv han i den Ørken bliver stille,
Hvor Livet sig ved intet Spor betegner,
Hvor - lig det golde Strøg i Afrika -
Der Intet voxe kan, da ei det regner,
Og, omvendt, ingen Regn kan falde, da
Der Intet voxer - naar i denne Tørke
Nu Djævlen sidder - røvet Magt og Styrke,
Og nødes til at vende Blikket ind
I hvad han vilde flye: sit eget Sind;
Naar efter en uendelig Udvidelse
Han endelig engang sig samle maa:
Da først vil Straffens Tid for ham opgaae,
Thi da hans Liv først Eet er med hans Lidelse.

Lyksaligt er, sig nyskabt at fornemme,
Og føle sig i Haabets Paradiis;
Men saligt er, sit eget Selv at glemme,
Og skabe noget Nyt paa aandig Viis.

Til denne Dobbelthimmel vi os svinge,
Naar for Tilværelsen vi takke Gud;
Naar Hjertets indre Lovsang vi frembringe,
Mens Livets Lyst i Toner bryder ud.

Dog hvis vor egen Røst vi da kun høre,
Det gaaer os som det fordum Djævlen gik:
Hans Toners Skjønhed fængslede hans Øre,
Og Æren af hans Lovsang Gud ei fik.

Han synger ikke længer - reent forstemte
Er Glædens Strænge, hvori Klangen laa,
Og Hjertets Text, han over Sangen glemte,
Forgjæves søger han at komme paa.

Men naar engang i Himlen Fuga synges,
Den store Fuga, der er Livets Lyst,
Hvor alle Stemmer i hverandre slynges,
Og hvor dog skjelnes skal hver enkelt Røst;

Naar Gud, som fylder Alt, sin Lov skal høre
Som Udbrud af hvert Hjertes Poesi:
For Harmonien at fuldstændiggjøre,
Mon ikke Djævlen da faaer et Parti?

Paa Middelaldrens Borge, man fortæller,
Stod Dandsen tidt og Gildet ovenpaa,
Mens nedenunder, i den skumle Kjelder,
I Lænker smægtende de Fangne laae.

Saadan sig Himmerige Mange drømte.
De Salige sad høit i Herlighed,
Mens nedenfor med Hylen de Fordømte
I Mørkets Dyb en evig Pine led.

Hvo havde holdt det ud i Dandsens Vrimmel,
Hvis Fængslets Suk var trængt til Borgens Sal?
Hvem kunde finde Freden i en Himmel,
Hvor end man troede paa en evig Qval?

Om de Fordømtes Tilstand læser jeg,
At i det fjerne Mørke ud de lukkes,
Hvor Ormen døer ei, Ilden slukkes ei.

Er det vor Sorg, at Ilden ikke slukkes,
At Ormen ikke døer? Nei! Livets Tegn
Er denne Pine, der tilbage vender,
Der Mindets qvalte Blus paany antænder,
Og danner mod en evig Død et Hegn.
I denne Smertens Nat, foruden Lise,
Endnu en Aand kan truende sig vise;
Den urofulde Sjæl, som ei kan døe,
Hvem Naget holder vaagen, mens den skuer
Ned i Fortabelsens den mørke Sø,
Endnu ved Synet af en Dommer gruer.
Den seer af Himlens Gud et omvendt Billed
I Dybet af sit svundne Liv fremstillet;
Den seer, betagen af sin egen Skræk,
En Skrækkens-Aand, for hvem den sammen farer;
Den seer en Gud, men som kun aabenbarer
Sig under Hævnerens de grumme Træk.

Boer intet Haab i de Fordømtes Hjem? -
Hvem eier Magten, som betvinger dem,
Hvem vækker Qvalen op, som aldrig ender?
Er Mørkets Fyrste Den, der Straffen sender?
Nei, Fristelsen kun Denne hører til;
Han stiller Synderen paa Afgrundsranden,
Men Straffen hører Gud til, ingen Anden!
I den Fordømtes Indvold, lig en Ild,
Lig Ormen, der bestandig gjenta'er Naget,
Sin Bolig den Almægtige har taget,
Thi som forfærdelig han føles vil.
Den Livets Lue, hvoraf Alt sig nærer,
Den Varme, hvoraf Hjerter gjennemglødes,
Den Flamme, hvoraf Saligheden fødes,
Fornemmes her som Ilden, der fortærer.
Men selv i den et Haab dog holder Stand;
Hvor stærk endogsaa blev den indre Brand,
Hvor dybt endogsaa den Fordømte skjælved:
Gud - Himlens Gud - udgjør jo selv hans Helved.

Vi ligne Døden ved et Sædekorn,
Som lægges ned, til atter op det skyder;
Ved Puppen, som det Hylster gjennembryder,
Hvori dens Liv var spundet ind tilforn;
Thi Døden paa den nære Fødsel tyder.
Naturens Kræfter Livet Bistand række,
Just naar dets gamle Form de ødelægge;
Forraadnelsen dets Baand opløse vil,
Selv Ormene, hvem Dødens Krav ansporer,
Hver løbende med Sit, lig Creditorer,
Ved Livets Gjennembrud maae hjælpe til.
Men Sjælen mærker ei det vilde Spil;
Dybt i sit eget Væsen concentreret,
I Virksomhed og Dannen absorberet,
Sit Legeme, det ny, den former sig.
Den sidder stille - Archimedes lig,
Der selv ved Krigens larmende Opvækkelse,
Ikkun beskæftiget med sit System,
Fordybet sad og løste sit Problem
Midt under Syracusas Ødelæggelse.

Det er den første Død, hvis Art vi kjende;
Men nu den anden Død, der tales om
I Skriften ved den endelige Dom,
Hvad er den anden Død, som ei faaer Ende?
Med hvilket andet Navn betegne denne,
End med Forhærdelsen? naar Stenen lig,
Død for Alverden og som død i sig,
Uvirksom, eensom, uforanderlig,
Berøvet med hver Stræben Haab og Længsel,
Den gudsforladte Sjæl, i natlig Fængsel
Af sin Bevidsthed kun et Livstegn hentende,
Afmægtig paa Befrielse kun ventende,
Er fastholdt i et evigt Mørkes Skjød.

Er ei der Frelse fra den anden Død?
Ved Tidens Traad endnu dog Livet hænger,
Ved Tiden, som kun er et Øieblik
For Livet, der i Graven Hvile fik,
Men som sig uafseelig her forlænger,
Afmaalende den aldrig endte Nød. -
Er ei der Frelse meer fra denne Død?

Naar Stene sprængtes, stundom man der inde
En levende Tudse jo har kunnet finde,
Som, maaskee hele Sekler indeklemt,
Der sad og vented, for Alverden gjemt -

Saa er det og mit Haab, at eengang Gud
Forhærdelsen med Magt vil gjennemtrænge,
Vil med sin Naades Lynslag Døden sprænge,
Og løse Sjælen af dens Fængsel ud:
Den tabte Sjæl, hvis Liv i Afmagt endte,
Og som, lig Tudsen, mægted kun at vente.

I vor Natur der boer en dobbelt Trang:
Vi vil os føle frie, vil ei bestemmes;
Men dog vil af et Forsyn ei vi glemmes,
Vi Styrelsen vil spore paa vor Gang.

Hvordan saa modsat Attraa vel forlige?
Kun Gud det mægted, som har skabt vor Aand:
Han skjenked Sjælen Frihed - det vil sige,
Han holder den i et elastisk Baand.

Ved hver Bevægelse det giver efter,
Det rækker til endnu paa fjernest Vei,
Og styrted Sjælen end med fulde Kræfter
Sig ned i Dybet - Baandet brister ei!

Hvordan skal Naadevalget vi forstaae,
For hvilken Lære jo Saamange bæved:
Har Gud for sig kun nogle Sjæle krævet?
Vil hvad der kaldes Verden Han forsmaae?

Paa Himlen selv Forklaringen jeg saae,
Naar Nattens blanke Stjerner frem sig hæved,
Og Melkeveiens Taage bag dem svæved,
Lig Verdens Myl blandt de udvalgte Faa.

Vort Blik ei Melkeveiens Lys opdager,
Og just som Rummet her, saa Tiden fjerner
For Synet Dem, der eengang vælges ud.

Men Evigheden Rum og Tid optager,
For Gud er ogsaa Melkeveien Stjerner,
Og hver en Sjæl en udvalgt er for Gud.

At være udvalgt - det er ei at prange
I himmelsk Høihed eller jordisk Ære,
Er ei sit Kors som Hæderstegn at bære,
Men Korsets Byrde til sin Deel forlange.

Det er, i Herrens Viingaard ind at gange
Og ved de første Timer kaldt at være,
For sig i Dagens Arbeid at fortære,
Mens ledige paa Torvet staae de Mange.

For Værkets Skyld der Tid de Faa forundes,
Men Flere kaldes til, mens Dagen rinder,
Og Alle, før den ell'vte Stund er svunden.

Guds Rige da ved Hjælp af Alle grundes,
Hvis Løn er eens; thi Først og Sidst forsvinder
Hvor Alt er evigt - Lønnen evig vunden.

Hvem har ei stundom følt det høie Mod,
Hvorved det er, som Jorden knap vi rørte,
Som om den hele Verden os tilhørte?
I Livets Friskhed havde det sin Rod,
I Følelsen af Nyskabthedens Fylde,
I den Lyksalighed, som kun vi skylde
Vort Udspring og vort adelige Blod,
Naar i vort Sind den Tanke sig befæster:
Af Gud jeg skabt er, af den største Mester!
Men dette Mod maa i sin Svulmen tæmmes,
Skal over Værket Mesteren ei glemmes;
Dets høie Skud maa kappes i sin Top,
Skal ei det skyde vildt som Hovmod op;
Det selv maa af den Helligaand behandles,
At det fra Stof kan blive til Product:
Maa gjøres mygt - til Ydmyghed forvandles.
Thi Ydmyghed af Modet er en Frugt;
Den dybt i sig fornemmer Spirens Frodighed,
Der da sig aabenbarer som Frimodighed.
______________
Hvor er vort skjulte Menneske? Vi vide,
At det er til og er vor Eiendom;
Men om i os det findes, eller om
I Gud det gjemmes, derom kan man stride.
Snart mærke vi det lige ved vor Side,
Lig Duften af en Blomst, vi gaae forbi;
Snart som et indre Suk det løses fri;
Snart som en Klang det kommer - snart som Vinden,
Kun hørlig ved dens Kommen og Forsvinden.
Skjøndt for vort Syn det aldrig holder Stand,
Det sandses, føles og indaandes kan,
Ja tidt saa tydelig dets Nærhed spores,
At os vort eget Hjerte bli'er for trangt,
Og vi dets Væsen føle kan som vores;
Men tidt igjen det fjerner sig saa langt,
Som var det ikke meer med os forbundet,
Som var det ei blot skjult, men reent forsvundet.

Hvad er vort skjulte Selv, som snart at vige
Og snart at komme, faaet har for Skik
Fra vort Bevidstheds første Øieblik:
Med hvilket Ord dets Væsen vel udsige?

Det nævnes kan det Eiendommelige,
Der frem med os af Skabertanken gik;
Det aandelige Navn, Enhver jo fik,
Da frem af Intets Nat han monne stige.

Med vor Natur vi gjøre hvad vi ville,
Vor Arv fra Slægten kan vi sætte til,
Kan Gaver, Evner, Anlæg, Alt forspilde;

Men dette evige Navn, hvormed vi skabtes,
Vor Frihed aldrig sætte kan paa Spil;
Vi var tilintetgjorte hvis det tabtes.

Naar faae vi denne skjulte Eiendom,
Hvorved en jordisk Fødsel strax os skilte:
Det Jeg, vi savned, om end ei forspildte,
Da vi med Slægtens Synd til Verden kom?

Fra Vuggen af gik søgende vi om;
Vor Roes blandt Mennesker vort Savn ei stilte,
Den rigeste Natur det ei formildte;
Skilt ved sit skjulte Selv, er Sjælen tom.

Naar faae vi denne Skat, vi høiest skatte,
Og som i Sikkerhed for Sjælen ud,
Lig en Umyndigs Midler, Gud jo satte?

Naar ret vi blive myndige! Naar Navnet,
Vort eiendommelige Navn hos Gud,
Vi halvt har lært at kjende gjennem Savnet.

Hvordan det Jeg, der her er aabenbaret,
Ved Fødslen af vort rette Jeg forsvinder -
Hvordan sit skjulte Menneske man vinder:
Paa dette Spørgsmaal gjemmer Himlen Svaret.

Den Helligaand sin Daad har ei forklaret,
Og Mennesket, før selv det sig besinder,
Alt født og døbt og nævnt ved Navn sig finder,
Da Naaden kun som Virkning det erfared.

Om Aandens Værk dog ingen Tvivl os levner
Det skjulte Menneske, der klart sig viser,
Og ikke blot som Skaber Gud nu priser;

Thi nu med Sandhed det ham Fader nævner:
Som Himlens Barn, Guds Søn det har til Broder,
Som gjenfødt Sjæl, den Helligaand til Moder.

Hvad trøster O s - os som ei Maalet naaede,
Som end med Slægtens Arv betynged' gaae,
Som aldrig i vor Magt os selv kan faae,
Som rundt om see Naturligheden raade? -
Vi, som Gjenfødelsen endnu forvente,
Vi hente Trøsten af Guds egne Ord:
»Den nye Himmel og den nye Jord
Staae altid for mit Ansigt« - »Jeg dig kjendte,
Før i din Moders Liv jeg danned dig.«

Hver Sjæl, som evig eiendommelig,
Staaer altsaa ikke blot i Muligheden,
Men færdig for Guds Ansigt. Jeg er til,
Mit egentlige Menneske var til,
Før det som født forvansket blev herneden,
Og Gud det skuer, som det blive vil.
O, rige Trøst for os i Livets Spil,
Hvor tidt det synes, som om Alt fortabtes!
Men ogsaa Trøst for Den, af hvem vi skabtes:

Med Blikket paa vort egentlige Jeg,
Der staaer for Ham, før det i os er vorden,
Gud i sin Salighed forstyrres ei
Ved Slægtens Synd, der raaber op fra Jorden.

Som Solen mig de Ord imøde skinne:
Gud i sit Billed skabte Mennesket,
Han i sit eget Billed skabte det,
Dengang han skabte det som Mand og Qvinde.

Guds Væsen altsaa Qvinden slutter inde,
Der har med Manden lige Byrd og Ret;
Men hvor i Guddomsdybet skal vor Æt,
Skal vi det Qvindeliges Ophav finde?

Dets Udspring i den Helligaand jeg finder,
Som har fra Evighed undfanget Sønnen,
Og som i Tiden Sjælene gjenføder;

Som trøster og veileder og paaminder,
Som træder frem for os med Suk i Bønnen,
Og som bedrøves, naar den Modstand møder.

Hvorhelst Historiens Bog vi kun oplade,
Hvorhelst vi paa Naturens Blikket rette,
Guds Gjerninger os i Forundring sætte:
Vi dem betragte studsende og glade.

Men skuende kun Livets Overflade,
Vi Synernes Betydning ikke gjette,
Og uden den tilsidst vi blive trætte,
Lig Børn, der Billedbogen gjennemblade.

Vor Afmagt her den Helligaand opretter,
Som med sin Skuen gjennemtrænger Livet,
Og al dets Indhold samler og bevarer.

Den som en Moder ned til os sig sætter;
I Bogen, som os Faderen har givet,
Den Billederne tyder og forklarer.

Dengang den Helligaand sig kraftigt rørte
I Kirken, mens den Verden danned om,
Dengang dens Gaver overflødigt kom,
Man om Mariadyrkelsen ei hørte.

Først da for Kirken Aanden sig tilslørte,
Og Sandsen blev med Tanken mindre from,
Da først for Jordens Slægter man i Rom
Maria frem som Himmeldronning førte.

Men vi, som er for Gloriens Straaler blinde,
Som, søgende det evig Qvindelige,
Det ei kan troe et Værk af Skaberhaanden:

Vi stige maae til Himlen, for at finde
Den inspirerende, den naaderige,
Den evige Madonna skjult i Aanden.

Vil vi den Helligaand som Væsen kjende,
Og see, at Livet i sig selv den har;
Vil dens Selvstændighed vi blive vaer,
Maae Tankerne paa Bønnen vi henvende.

Ifald Gud Fader, hvem vi Bønnen sende,
Var Den, der mod sin Himmel selv os bar,
Der baade bad i os og sendte Svar,
Saaes med et Spil jo Gud sig selv at blende.

Men Bønnens Andagt Sjælen ene skylder
Den Helligaand, der sig i os nedlader,
Og, bedende med os, vor Bøn gjør hellig;

Der med sit eget Guddomsliv os fylder,
Og løftende vor Aand op mod Gud Fader,
Er Eet med ham, og dog fra ham forskjellig.

Vi elske Faderen og Sønnen, men
Den Helligaand, som trøster og opliver,
Os ukjendt i vort eget Hjerte bliver,
Og aldrig med vor Bøn vi naae til den;

Thi hvergang vi den søge, den igjen
Os viser bort, idet den os indgiver
Sit eget Væsens Kjærlighed, der driver
Mod Faderen og Sønnen Hjertet hen.

For sig den hverken Tak vil eller Ære,
Fra sig den viser Kjærlighed ens Røst,
Thi den personlig kun for Gud vil være.

Alene ham de dybe Suk den skjenker;
I ham den henter sin og Verdens Trøst,
Naar i hans Væsens Dybder den sig sænker.

Som Gud sin Søn lod Tornekronen bære,
Lod ham paa Jorden føle Hjemmets Savn,
Saa sender ogsaa bort han fra sin Favn
Den Helligaand, naar Sjæle Trøst begjære.

Kan end det synes, at den savner Ære,
Maa end som Sendebud den gjøre Gavn,
Og nævnes end i Daaben sidst dens Navn,
Guds Ømhed for den viser Skriftens Lære.

Enhver Bespottelse kan Gud tilgive,
Endog den største mod ham selv og Sønnen,
Men hvo der spotter Aanden, dømt vil blive;

Thi skjøndt den som en salig Aand maa tænkes,
Der hverken attraaer Æren eller Lønnen,
Guds Hjerte taaler ikke at den krænkes.

I hvilke Ord Forløsningstanken klæde? -
Den maatte nævnes: Sønnens Gang fra Gud,
Fra Faderhjemmet af, i Verden ud,
For det guddommelige Spor at træde,
Der siden efterfølges skal af Alle,
Hvem med sin Hyrderøst han høres kalde,
Idet fra Verden han gaaer hjem til Gud.
Forløsningen er Sønnens Vandren ud
Og Venden hjem - dens Mærketegn er Sporet,
Hvortil vi ledes skal ved Kald af Ordet.
Men trænger til Forløsning blot vor Jord?
De mange Boliger, vort Øie kjender,
Det store Faderhuus, hvis Glands os blender,
Har det af Sønnens Vandring intet Spor? -
Ved Magtens høire Haand vi dog ham troer:
Endnu han færdes maa i Verdens Egne,
Endnu sin Kjærlighed ved Daad betegne!
Skjøndt himmelfaren, er han Jorden nær,
Og hisset virkende, han virker her;
De skilte Verdner kan hans Kraft forbinde,
Som dengang han paa Bjerget saaes at skinne,
Og stod som den forklarede Messias,
Der talede med Moses og Elias.

Forløsningen, ved Sønnens Fremadskriden
Fra Gud til Verden og til Gud tilbage,
For hele Skabningen med sig at drage,
Udgjør i aandelig Betydning Tiden.

I Christus Tiden er hans lange Liden,
Hans Savn af Herlighedens Hjem - hans Plage,
Ved paa sin Skulder Verdens Aag at tage:
For ham er Tiden Gangen, Møien, Striden.

I Verden er den Spliden, Tvivlen, Synden,
Det deelte Sind, af Ønsker sønderlemmet,
Det spredte Sind, som mange Lyster føder;

Som hindre vil et evigt Livs Begynden,
Som standser Sønnen, paa hans Vei til Hjemmet,
Og til en langsom Vandringsgang ham nøder.

Mens Uhrets Gang vi ei formaae at bøie,
Mens vi den ydre Tid ei tage fangen,
Sees i den indre Verden efter Trangen
Og Hjertets Attraa Tiden sig at føie.

Forløseren vor Svaghed har for Øie;
Paa Sjælenes Begjæren og Forlangen
Som et barmhjertigt Uhr han sagtner Gangen,
Og lemper efter Evnen Skridtet nøie.

Ind under Tidens Aag vor Bøn ham bringer;
Hvergang vi som vor Frelser ham anraabe,
Sin Længsel efter Hjemmet han betvinger.

En Kraft fra den Langmodige vi drage,
Vi trække ham i Kjærlighedens Kaabe,
At han os med sig maa paa Veien tage.

Hvis ikke Kloderne sig dreied mere,
Den ydre Verdens Tid var heelt udrunden;
Og Tiden var i Aandens Verden svunden,
Var Villien een - dens Retninger ei flere.

Kun i det Vexlende kan Tid regere,
Til Lysets Kamp med Mørket den er bunden,
Til Frygt og Haab, til Freden, tabt og vunden,
Til Sindet, hvor de mange Villier ere.

Men denne Skiften-om af Lys og Mørke
Ophører dog, naar Lyset er oprundet,
Der skal i Solens Sted for Verden skinne,

Og denne Sjælens Vaklen uden Styrke,
Naar hvad der er fornødent først er fundet,
Naar Hvilen i Guds Kjærlighed vi finde.
_____________
Som Tidens Tegn, der os dens Ende spaaer,
Som Fylden, der dens Tomhed vil fordrive,
Igjennem Universet (Tidens Skive)
Lig Verdensuhrets Viser Christus gaaer.

Hans Ord det Varsel er, som Verden faaer
Om til det Evige sig hen at give;
Den Kreds, han paa sin Bane maa beskrive,
Er Veien hjem, hvor Hviletimen slaaer.

Saa længe Viseren sig frem bevæger,
Er end det Tid til Frelseren at komme,
Som mod det store Maal bestandig peger.

Er Maalet naaet, der Christi Vandring kroner,
Da er i evig Hvile Tiden omme,
Og Evighedens dybe Klokke toner.

Da Gud er Kjærlighed, hans Væsen kræver,
At han fra Evighed er meer end Een;
Men Kjærlighed hver Villieforskjel hæver,
Og derfor Gud fra Evighed er Een;
Forskjelligheden i de tre Personer
Er Kjærlighedens Forhold - er dens Toner.

Naar den oprindelige Tohed tænkes,
Af hvilken Sønnen tænkes udelukt,
Modtages Kjærligheden mens den skjenkes,
Og Sønnen sees som Kjærlighedens Frugt.
Med ham, i hvem de To til Een forbindes,
Treenighedens indre Verden vindes.

Men denne himmelske Natur, som fødes,
I hvilken Faderen sit Billed seer,
I hvilken han med Aanden evig mødes,
Og hvorved Kjærligheden Fyldest skeer:
Men den Eenbaarne, som har ingen Lige,
Er det ei ham, der udad sees at hige?

Der skuer med de længselfulde Blikke
Ud fra Treenigheden, for at naae
Den Verden, som endnu dog fandtes ikke,
Men som han forud i sin Længsel saae;
Der beder Faderen den Verden skabe,
Hvori hans Kjærlighed sig kan fortabe?

Ud over Skabningen Guds Øie svæver -
Han seer sit Værk, han seer dets Maal og Meed;
Men kølig synes os hans Kjærlighed,
Og for hans Dommerblik vort Hjerte bæver.

Sit milde Faderøie først han hæver,
Naar han forløst den skabte Verden veed;
Thi da paa Sønnens Gjerning seer han ned,
Der Faderhjertets fulde Bifald kræver.

Da elsker evig, som et Værk af Sønnen,
Han denne Skabning, der sin Skjønhed tabte,
Men nu af Herlighedens Træk oplives;

Da for sin Kjærlighed han høster Lønnen,
Naar Verden, som for Sønnens Skyld han skabte,
Af Sønnens Hænder ham tilbagegives.

Jeg tørster! fra sit Kors vor Frelser sukked,
Da Skabningen han skued ved sin Fod;
Men Kjærlighedens Tørst blev ikke slukket,
Skjøndt Verden han at drikke gav sit Blod.
Idet han breder Armene mod Alle,
Til Tak ham rækkes Eddike og Galde.

Paa Sønnens Tørst den Helligaand dog tænker;
Naar Verden først den gjenfødt kalder sin,
Som Trøstens Aand den Aandens Frugt ham skjenker,
Ham skjenker Verden som »den nye Viin«,
Hvis Kraft og Styrke skal hans Bryst bevæge,
Hvis Varme skal ham evig vederqvæge.

Da først er Skabningsværket ført tilende,
Naar Verden gaaet er fra Haand til Haand:
Fra Faderen til Sønnen, og fra Denne
Til Gud tilbage ved den Helligaand;
Og da, ved Livets fulde Gjennembrydning,
Sees Korset i dets evige Betydning.

Da breder Sønnen fra Treenigheden
Igjen som fordum sine Arme ud
Mod Verden, gjennemtrængt af Kjærligheden,
I al sin Stræben higende mod Gud;
Og under Aandens fulde Aabenbaring
Modtager ogsaa Formen sin Forklaring.

Thi Korset, som til Hjerternes Udvidelse
Beskues da i Salighedens Egn,
Er selve Christusskikkelsen, hvis Lidelse
Her lyser frem som Kjærlighedens Tegn,
Naar de i Korsets Form udstrakte Arme
For Verden aabne sig med evig Varme.

Naar Alt i Frelsens Favn er sluttet inde,
Naar i Fuldendelsen vi hvile skal,
Hvad hindrer da et nyt Tilbagefald?
Hvad gjør, at alle Fristelser forsvinde?

Guds Aasyn skued Ingen nogensinde:
Ei Englene, der fulgte Hovmods Kald,
Ei Menneskenes endeløse Tal,
Der rev sig løs og vandre som iblinde.

Men for de Rene Gud vil synlig blive,
Og aabenbares først han for vor Sands,
Kan Sjælen aldrig mere løs sig rive.

Beskuelsen dens Salighed begrunder;
Ved Synet af hans Faderaasyns Glands
Al Frihed gaaer i Kjærligheden under.

I Himlen, hvor tilsidst vi Bolig tage,
Hvor Tiden og hvor hver en Stræben ender,
Hvor ingen Gjerning venter vore Hænder,
Skal vi en evig Hviles Sødhed smage.

I den Bevægelse dog bli'er tilbage:
Den dybe Glæde, der til Savn ei kjender,
Der under Hjertets Slag tilbage vender,
Hvergang i Kjærlighed vi Aande drage.

Ved Siden af den Sjæl, vort Hjerte kaarer,
I Lyset, som Treenigheden skabte,
I Salighedens Skjød, ved Livets Kilde:

Med vor Forløsers Blod i vore Aarer,
Kun i Beskuelsen af Gud fortabte,
Fyldt' af den Helligaand, vi sidde stille.