SommaireDigte
1 min de lecture

DET SICILIANSKE ÆSEL

Dets daglige Gang var adstadig og pæn,
Det trippede smaat paa de stilkede Ben,
Og lytted med Ørene store.
Og fordi det havde saa lærd Manér,
Halvt som en Præst, halvt som en Barbér,
Blev Æslet kaldet: Dottore.

Doktorens Liv var nu kummerligt nok;
Arbejd' og Sult og Prygl af en Stok,
Det var alt, hvad Titelen skænked.
Men naar Driveren sov, løb Æslet sin Vej,
Og tænkte: I tog dog Humøret ej,
Hvor meget I end mig krænked.

En Dag da jeg just gik min Doktor forbi,
Saa' jeg i Øjet et fint Skælmeri
Og en spøgefuld Trækning ved Snuden.
Jeg gik et Par Skridt, og jeg vendte mig om,
I strakt Karriere Doktoren kom
Sin pryglende Driver foruden.

I Galop ned ad Landsbyens Gade det gik,
Og Doktoren skreg, naar han Stenkast fik,
Og naar Drengene trak ham i Halen.
Jeg fulgte med over Sten og Stok,
Til Æslet og jeg og Drengenes Flok
Standsed ved Kirkeportalen.

Der stod en Madonna, ung og skøn,
I Haanden var stukket en Gren saa grøn,
Og Foden med Blomster var kranset.
Doktoren studsed, betænkte sig lidt,
Grønt var kun grønt for hans Appetit;
Det hellige lidet han sansed.

Og han gjorde et Hop mod den fristende Gren,
Ak, Støtten stod kun paa svage Ben, -
Den styrted med Blomster og Blade.
Stakkels Dottore! nu gik det løs,
Hver Mand i Kvarteret, hver Dreng og Tøs
Jog ham fra Gade til Gade.

Det var dog en Trøst i al den Fortræd,
At Driveren fik af Pryglene med
Sin Part, saa det knaged i Tøjet.
Saa drev de af Sted, de forenede to;
Jeg syntes formelig Æslet lo,
Da forbi mig om Hjørnet de bøjed.

1 min de lecture

SANG

Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn
Og Lyset ej kan lide -
Du skulde set en Aftenstund,
Da Maanen smilte rød og rund,
Jeg gik ved Ellens Side.

Du skulde hørt vor muntre Spøg,
Jeg kukked som den travle Gøg,
Og Ellen talte efter. -
Du skulde set fra Havens Gang,
Som Hjort og Hind mod Skovens Hang
Vi sprang af fulde Kræfter.

O Aftenstund saa frisk og sval,
Os Jorden var en Dansesal
Med Maanens klare Kerte. -
Vort Liv var os en Børneleg,
Kun Glædens Tanker faldt og steg
Som Bølger i vort Hjerte.

Men Ellen hviler under Jord,
Og Sorgen i mit Hjerte bor
Med Mindets Flor omvunden. -
Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn,
Du har dog Ret i Grunden.

1 min de lecture

LANDSKNÆGTENS VISE

Jeg slipper Sværd og Lanse;
Tærningspil
Maa ogsaa til,
Og Pigebørn og Danse
Og Vin, saa tidt man vil
Jeg sætter Pavens Tøffel
Og Kongens Kaabe lige, -
Mtn Vams er af en Bøffel,
Verden er mit Rige.

Jeg fulgte, naar jeg lysted,
Tremmens Skind
Med lystigt Sind,
Jeg døjed og jeg dysted
I Kulde, Regn og Vind;
Jeg rendte ind med Lansen,
Hvor Huggene faldt hedest,
Jeg stormed op paa Skansen,
Hvor Mænd-ene var vredest.

Man slaas paa hele Jorden;
Hug og Stød
Paa Liv og Død
Det er nu Dagens Orden,
Det gi'er Landsknægten Brød;
Men Fanden æde Brødet,
Naar Sulet ikke gaves,
Og Fanden tage Kødet,
Naar Vinen ikke haves.

Jeg lider ikke Præster,
Bibelsprog
Og Bønnebog;
Ved Salmesang og Fester
Man bliver lige klog.
Jeg fatter ej Respekten
For denne Brug af Baalet -
Man skælder paa Landsknægten,
Han bruger dog kun Staalet.

Lad dem kanonisere,
Hvem de vil,
Med Sang og Spil,
Men tro mig, de husere
For galt med deres Ild.
De brænder Protestanten, -
Det skal hans Sjæl kurere -
Men Legemet, min Sandten,
Maa her dog protestere.

De skælde ud hinanden,
Kætterpak,
Papistisk Rak,
Og slaas som bare Fanden
For deres Pølsesnak.
Hvem har da Ret i Grunden?
Formodentlig slet ingen. -
Nu, Bægeret for Munden
Og fremad, det er Tingen.

1 min de lecture

ITALIENSK (Catania)

Mellem Regnens Plask og Stormvindens Raab
Paa Gaden Guitaren klinger.
Regnen er mig en kølende Daab
Og Stormen min Stemme bevinger.

I Kappen hyllet paa Hjørnet jeg staar,
Formummet som til Maskerade.
Nattepatruljen forbi mig gaar
Og lytter til min Serenade.

De barske Soldater høre min Sang, -
Helt fremmed dog Ordene lyder,
Men Guitarstrengene gemme en Klang,
Som Ordenes Mening tyder.

La Donna de mumle, og drage af Sted, -
La Donna er Natteparolen.
Langt borte sig tabe de taktfaste Fjed, -
Jeg gnider igen paa Violen.

1 min de lecture

HØJT VIOLINENS STEMME KLANG

Højt Violinens Stemme klang.
Man lo og dansed, talte, sang -
Et Babelsprog fuldstændigt.
Formalitetens stive Dragt
Som Offer var for Vinen bragt, -
Man mored sig ubændigt.

Men ude, hvor bag mørke Sky
Den blanke Maane krøb i Ly
Med Søen koketterende,
Ad Havens lønligt snoede Gang
I Kjole kort, i Kjole lang
Gik han og hun spadserende.

Han var saa hed, hun var saa varm,
Hun støtted ømt sig ved hans Arm:
Her var dog saa romantisk.
Her var saa skønt i Maaneskær,
Og indenfor, ja inde der
Var maaske vel - bachantisk!

"Ja, Frøken, De har ganske Ret,
Den "store Verden" gør os træt;
Naturen venligt vinker. -
Se, nede hist ved Søens Bred,
- Et Symbolum paa landlig Fred -
Et Lys i Hytten blinker.

Og ikke sandt, hvis jeg Dem bød
Et Liv med mig i Hyttens Skød
Fjernt fra den store Verden,
Da fulgte De jo gerne med;
Stærk er jo Deres Kærlighed, -
Ja ikke sandt, det er den?

Hun bøjed sig og slap hans Arm,
Og glatted Kjolen med en Larm,
Som skulde fylde Pavsen.
"Ak, Duggen har mig rent spolert
Min Kjole. - Jeg er engagert
Af Greven til Kehrauss'en.

1 min de lecture

PYRAMIDEN

Den nye Farao blev sat i Herskersædet.
Og hist paa Sletten, den forladte, øde,
Man skyndte alt sig at betegne Stedet,
Hvor Fyrsten skulde hvile blandt de døde.

En snever Grotte bygges op fra Grunden;
Sejgt som en Edderkop maa Slaven slide,
Til Grotten trindt med Murværk er omspunden,
Og over Grotten staar - en Pyramide.

Endnu en miniature. Men daglig føjes
Sten over Sten paa alle fire Sider;
Og aarlig Mausoleets Top forhøjes,
Mens Fyrsten fremad paa sin Bane skrider.

Et muret Bjerg. Med Centnertyngde knuger
Stenkæmpens Legem Gravens snevre Hytte.
Der inde sidder Døden tavs og ruger
Ved Sarkofagen paa sit sikre Bytte.


Et bittert Sprog om Livets Lov Du taler,
Stenhaarde Kæmpe paa den øde Slette.
Vort Liv, fra det ta'er Fart indtil det daler,
I skarpe Omrids skildrer Du - med Rette.

Med Herskerstempel sættes vi i Livet, -
Og vares ad, at vi skal dø og lide.
Og en og anden Slave bliver givet
Bestilling paa - en lille Pyramide.

Den vokser daglig under travle Hænder,
Den kaster paa vor Vej sin mørke Skygge.
Paa Sorgers Ildsted Stenene man brænder,
Og ufortrødent bli'r man ved at bygge.

Et muret Bjerg. Vi stønner under Vægten.
Den ranke Skikkelse mod Jorden tvinges;
Og følgende den fælles Lov for Slægten
Til Døden vi som sikkert Bytte bringes.

1 min de lecture

ET STJERNESKUD

De sad i Teltet og drak en Nat,
De lystige Kammerater,
Bouteillerne var i Rader sat
Som Indeksercerte Soldater.

Og Nektaren strømmed med Glans og Glød
I Glassene hvide og grønne,
Champagnen skummed, Musikken lød,
Hver havde paa Skødet sin skønne.


Han slap den Arm, der hviled i hans,
Og raved op for at tale,
Han vilde med vinbegejstret Sans
Et Symposium for dem male.

Han hæved sit Glas og Tavshed bød,
Og saa' sig omkring i Stimlen,
Og - tumled tilbage bleg som en død
I Tankernes sortnende Svimlen.

I en af de skønnes flammende Blik,
Som smilede spodsk til hans Færden,
En apokalyptisk Vision han fik,
Et Glimt fra en anden Verden.

En Lighed der var - og var dog ej
Med hans Ungdoms lysende Stjerne.
Den havde ledet hans første Vej,
Nu dæmred den mat i det fjerne.

Og som han nu stirrede for sig ned,
Et Maal for de kaadeste Blikke,
Hans Ungdoms Stjerne forbi ham gled; -
Et Stjerneskud ! mer var det ikke.