KOM MUNTRE GUTTER

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Her hvor Grænsen drages,
Hvor de barske Bølger
Vælte sig med dybe Brum paa Sandet,
Her hvor ingen mægter
Længer flygte,
Hvor den trættes Øje
Vildt fortvivlet
Søger Maagen, som derude
Vugger sig paa Voven lig en Skude. -

Her jeg standser; aandeløs, forjaget,
Blødende, med svedig Fod og Pande;
Jeg er fanget! Ve mig, her er Grænsen,
Der er Havet, det uendelige!
Armen skælver, Lænken hæsligt klirrer.
Se, der rejste Maagen, skræmt ved Larmen;
Ha, saa flyv da, stræk de Vinger lange,
Spot mig kun i Flugten, - jeg er Fange.

Solen daler. Luerød en Stribe
Trækker sig bag fjerne Bølgetoppe,
Melankolsk og øde Kysten krummer
Ud og ind sin trøstesløse Linje.
Ingen Sejler mod den røde Stribe,
Ingen Baad paa Strandens gule Strimmel.
Bag mig Skoven, fra hvis tavse Halle
Snart de hæse Raab jeg hører gjalde.

Jeg var Fange. Baand og Lænker tvang mig,
Men jeg brød dem og mit Fængsels Mure;
Fri jeg atter suged Luftens Sødme,
Traadte kraftig Jorden med min Fod.
Himlen saa' jeg spænde ud sin Bue,
Solen bruned atter Fangens Kind,
Varmed mildt hans Hjerte med sin Lue, -
O der var saa koldt i Fængslets Stue.

Jeg var Fange. Og nu er jeg jaget.
Ud jeg maatte gennem Fængselsmuren.
Et Par Vogtere kom mig i Vejen,
De blev slaaet ned. I Fart som Vinden
Gik det over Marken, gennem Heden,
Ind i Skoven til jeg standsed her.

Ej som lurvet Tyv og ej som Drabsmand
Stænged de mig mellem Burets Tremmer,
Ingen brudte Eder, ingen svegne Løfter,
Ingen Udaad pletted mig som mange,
Mange, der nu vanker om i Lyset
Frie, smilende ad Fangens Klager.
Mere skyldfri end den Flok, som bandt mig,
Renere end Hoben, som mig dømte,
Stoltere end alle, som mig ynked,
Staar jeg her, og klirrer med min Lænke.

Det var Dig, Du varme Hjerte,
Det var Dig, Du kække Tunge,
Det var det, som I begærte,
Det var Ord, som I lod runge,
Det var det, som smedded mig i Lænken
Og som strakte mig paa Fangebænken.

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Ak her sad vi jo en Sommeraften
Hun og jeg paa Bakkerne alene.
Solen daled, Svalen fløj forbi os,
Myggen summed, men vi saa' dem ikke;
Vand og Himmel mødtes i Forening,
Luften gløded i den klare Bølge,
Sol og Vand var kærlig sammenblandet, -
Det gik os, som det gik Sol og Vandet.

Vore Læber mødtes i Forening,
Vore Hjerter banked mod hinanden,
Vore Sjæle vare langt paa Vandring
I unævnelige skønne Riger. -
Skoven bag os, Havet for vort Øje,
Luften omkring vore glade Hjerter
Vare fuld af søde Melodier, -
Sange, hvorom nu min Læbe tier. -

O min Lykke, og I svundne Tider,
Træde I mig atter her i Møde !
Se, den fangne sine Hænder vrider,
Maner Eder atter fra de døde.
Mærker bærer han om Arm og Skulder,
Lænken klirrer hæsligt ved hans Side,
Vinden piber gennem Bølgens Bulder,
Synger om at leve og at lide.

Svundne Tider, glade, stolte Minde!
Kom da, kvæg mig med Jer milde Aande,
Styrk mig; I skal Hjelmen om mig binde,
I min Kamp som Væbner gaa til Haande.
Hvis mit Liv, selv skrøbeligt og ringe,
Fik fra Jer sin Glans, sin Guddomsgnist,
Da skal denne Fane frem jeg bringe,
Falder jeg - jeg sejrer dog forvist.

Hør, de komme; hør, hvor Raabet lyder, -
Ja her er han, Raabet ej behøves!
Se, hvor gennem Buskene de bryder,
Fald kun an, nu skal der Styrke prøves.
Lænken højt sig hæver imod Himlen,
Solen sluktes, Lyset hastigt svinder,
Stærk jeg staar paa Brinken uden Svimlen,
Fald kun an, jeg slaas for mine Minder.

King mob er en mægtig Potentat
Med hundred Arme og tusind Tunger,
Hans Herredom er en Arvestat,
Hans Rigsklenodie Hunger.
Om Dagen i Hulen, om Natten paa Gaden,
En Pjaltekaabe slingrer om Raden,
Hans Love, det er et Tyvegreb,
Hans Krone, det er et Hampereb.

Dybt under Dybet der er hans Plads,
Der funkler hans sælsomt brændende Øje,
Ved Galgens Stamtræ til Skarnets Palads
Er han knyttet fra Barnsben nøje.
Lukt er hans Øre for Livets Færden,
Den trænger kun dumpt til hans dulgte Verden,
Men lugter han Grydernes fede Næring,
Det er i hans Næse en Krigserklæring.

Kendte han noget til Magdeburgs Brand,
Det vilde være en Smaus for hans Gane,
En Lækkerbid for hans sultne Tand,
Saadan at røve og rane.
Kendte han blot - men han kender det alt,
Verdensdyndet, til Dybet sivet,
Har gennem Sekler King mob fortalt
"Skandalerne" oppe fra Livet.

Dybet er "Verdens" tro Parodi;
Stodderaktøren i brogede Klude
Spiller "Beaumonden", der gaar forbi
Kælderens fidtede Rude.
Dybet har slugt ved en osende Praas
Verdenshistoriens røde Romaner,
Og klippet et Motto af Sandhed og Vaas
Til Indskrift for sine Faner.

Den sminkede Last, den fine Halunk,
Hver Korruption der oppe i Vrimlen,
Fra Biskoppen ned til den kuttede Munk,
Fra Fyrsten til Smaaborgerstimlen:
Guldstøvets Smuds er sunket til Bunden,
Der gemmer man alt, hvad der oppe blev syndet,
Man kalder der oppe en Tidsalder "svunden",
Men Sporene sidde der nede i Dyndet.

Og det vider sig ud, og det løfter sig op,
Det bobler og gærer der nede i Skarnet.
Der avles en Kæmpe med vældig Krop,
Og "Verden" er Fader til Barnet.
De store der oppe kende ham ej,
De tro sig sikre for Kronprætendenter. -
King mob ligger stille, forhaster sig ej,
Til Tidens Fylde han venter.

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg staar ellers min Vugge,
Det bedste er en strygende Medbørsvind,
Og saa at høre Glaslærken klukke.

Forstaar sig til Maade, og ikke for tidt
Og aldrig, naar det kniber for Skuden:
Dorthea gaar forud, saa kommer Akkevit;
Hvad var jeg vel min Dorthe foruden?

Næven paa Roret og Skøderne klar,
Se det er min Lektie paa Vandet;
Naar det kuler: en Skraa, i Stille: en Cigar,
Saa kan Fanden tage Lektierne paa Landet.

Vorherre han hjælper! - og naar han ikke vil,
Saa kan det ogsaa være det samme;
Et Reb eller to, saa lade vi støa til
Og slippe vel som oftest uden Skramme.

Man skal klare for sig selv som en ærlig Gut. -
Den gamle der oppe bag Skyen
Han har nok at bestille og sjælden en Minut
Til overs for en Skipper fra Fyen.

Men naar jeg nu sejler saadan sagtelig hen
Og Vinden fløjter som en Finke,
Saa kan det nok falde, at jeg tænker mig der hen
Ved en rødmalet Dør med en Klinke.

Og saa trykker jeg paa Klinken og Døren gaar op,
Og der sidder En og strikker paa en Trøje,
Og det er min Tøs, og hun skænker i min Kop,
Og hun kysser mig og deler min Køje.

En Skude paa Vandet, i Havnen en Tøs
(Og Dorthe hedder begge med Ære).
Den ene ligger klar, naar den anden faar: Adjøs!
Se saadan skal en Skipperdorthe være.

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg fortøjer jeg hos Mutter.
Skuden skænker Penge, naar Vorherre skænker Vind,
Men Tøsen kan skænke mig Gutter.

Og derfor er jeg glad, og derfor er jeg frisk
Og frejdig, som en Skipper kun kan være, -
En Krabbe er dog aldrig saa god som en Fisk,
Om Fisken ogsaa lugter lidt af Tjære.

Easlende mod fugtig Jord
Faldt det sidste Blad fra Grenen;
Toai og øde staar nu Scenen,
Blottet for sit Blomsterflor.
Ingen Fuglesang i Lunden,
Ingen Kvidren blev tilbage,
Nu kun Markens sorte Krage
kriger hæst i Aftenstunden.

Stod da Scenen her en Gang
Smykt med ny Dekorationer,
Blomsterhækker, Løvbalkoner,
Skovens Søjlerække lang?
Gik jeg da paa disse Stier,
Saa" i Luften? dybe Strømme
Lig en Svane Skyen svømme,
Hørts Fuglesymfonier?

Sprang her Hjort og sprang her Hind,
Dufted Høet sødt fra Mosen,
Strejfed under Hybenrosen
Varme, milde Pust min Kind? -
Alt forandret. Tjørnehækken
Drysser sine gule Blade,
Der er Rim paa Markens Flade,
Der er Natteis paa Bækken.

Selv jeg som en husvild Aand
Paa de gamle Steder vanker,
Føler under Vemodstanker
Brystet svulme mod min Haand, -
Som en Gøgler, hvis Kulisser
Gik itu, da, ak forgæves,
Han fra Jorden vilde hæves
Ved de skrøbelige Trisser.

"Husker Du i Somrens Tid,
Da som Romeo jeg sværmed,
Da min Læbe Din jeg nærmed,
Da Din Røst var blød og blid?
Husker Du, da Maanens gule
Skive over Skoven traadte,
Ved sit Lys det Blik forraadte.
Som Du søgte mig at skjule?"

Husker Du det? Nej, for sandt
Maanen skinner ikke længer,
Romeo med Næbet hænger,
Sorrmerminderne forsvandt,
Lukt er Havens høje Gitter,
Ingen Fodtrin over Gruset,
Ingen Genlyd mer i Huset,
Udenfor jeg staar og titter.

Efter Sol og Sommervind
Har jeg rettet mine Planer,
Jeg har hejset Godtvejrsfaner
Smykt med Løv af Bøg og Lind,
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben, luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.

Høstens Storme holde Hus,
Somrens Minder lyse, glade
Hvirvles nu i gule Blade
Over Gangens hvide Grus.
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.