PARKET OG GALLERI

De rasled med Kopperne inde i Stuen,
Fløde og Sukker gik rundt blandt Gæsterne,
Fødselsdagskagen blev uddelt af Fruen,
Alle fik lidt, - de smaa fik Resterne.
Thevandet strømmed og Ordene strømmed,
Der var en Herre, som vælted en Bakke, --
I Thevand og "Vrøvl" man bogstaveligt svømmed, -
Fruen hjalp til med at gnide hans Frakke.

Samtalen gik, man var aandrig og dannet,
(Bøger, Musik og Foraarsudstillingen)
Man talte om alt, om at ligge paa Landet,
Om Aktier og om at forøge Skillingen;
Smaa Teologer forsvared Vorherre,
Løjtnanter talte om Skæg og om Kvinderne,
En Student gjorde Kur, fik en Kurv, og hvad værre:
Den skønne fortalte det til Veninderne.

Jeg stod for mig selv der henne i Krogen.
Var jeg da bleven saa kritisk gammel?
Kunde jeg slet ikke finde nogen,
Som ikke smagte mig altfor vammel?
Var der bag Rober og bag Tournure
Ikke et ærligt Pulsslag at ane?
Var der da slet ingen brave Fyre,
Som vilde følge en anden Fane?

Jeg syntes, at Lysenes Blinken og Flammen
Spilled ironisk med Prismernes Farver
Og viste mig Gæsterne alle tilsammen
Som blodløse, benløse, blege Larver. -
Jeg vendte mig bort og løb ud af Stuen,
Just som man anslog Klaveret til Sangen,
Jeg tog en hastig Afsked med Fruen
Og sprang ned ad Trappen, tre Trin ad Gangen.

Bort fra Larverne, bort fra de blege,
Bort fra Løver og fra Løvinder,
Bort fra Musik og fra Selskabslege,
Fra hvide Handsker og hvide Kinder! -
Nattens forfriskende, svalende Aande
Lettede Brystet og løftede Brynet,
Ensomheden gik Natten til Haande,
Den hvæssede Tanken og klarede Synet.

Ad Voldgaden gik jeg. Der oppe bag Træerne
Syntes et Skær gennem Mørket at bryde,
Det var, som om Stammerne stod paa Tæerne
For bedre at se, hvad det skulde betyde.
Saa brød det igennem. - Ja, det var Maanen !
Snart kasted den Straaler ned over Gaden,
Og smilede med en aparte Haanen
Til Observatoriet og Lygteraden.

En Stubmølle stod der, en af de gamle,
Og tegned sin Silhuet imod Himlen;
Dens Vinger syntes i Luften at famle,
Det var, som led den af Hovedsvimlen.
Det rødlige Øje skeled til Maanen,
Det vilde lyse, men kunde ikke.
Højt over Møllen i Æterens Blaanen
Drev skinnende Skyer forbi mine Blikke.

Jeg vendte mig om. Paa Hjørnet der henne
Aabned man Døren just til en Stue;
En Tællepraas saa' jeg paa Bordet brænde,
En Mand kom til Døren og tog til sin Hue:
"Værs'god træd nærmere. Her kan De finde
Noget for Tørsten og muntre Kammerater;
Lutter honette Folk er der inde,
Ingen Politi og ingen Soldater!"

Jeg smiled, og skubbed mig ind gennem Døren;
Den var kun snever, men Stuen var rummelig.
Knap var jeg kommen til Sæde, førend
En tyk Værtinde, den "store Tromme" lig,
Satte en Flaske for mig paa Bordet,
Skænked af Flasken og tømte Glasset,
Smasked med Munden og tog saa Ordet:
"Skaal og Velkommen! Aah, det kradsed!"

Jeg takked den skønne, og saa' saa omkring mig;
Køkkenet var nok i Baggrundens Dybde,
Loftet var hvælvet, og Røgen i Ring sig
Snoede gennem den sælsomme Krypte.
Kobber og Messingtøj blinked fra Hylder, der
Løb langs Væggen, slemt molestert ved
Ælde og Sod, - men min Ros jeg skylder hver
Kedel og Spand for sin blanke Polerthed.

Slagskygger faldt der, brede og sorte,
Praasen paa Bordet viste dem Vejen;
De krøb under Loftet, kom og blev borte.
De drejed sig sammen med Hvælvingens Drejen. -
Og Selskabet ! - Ja det var spredt over Stuen,
Nogle ved Bordet, andre ved Skænken,
En tændte Piben ved Skorstensbuen,
En var falden i Søvn paa Bænken.

Sejge Fyre. Uldtøj paa Kroppen,
Huer paa Hovedet, krogede Knoer;
En tog af Brændevinsflasken Proppen,
En spiste Flæskesteg, kantet med Roer.
Piberne damped og Finklen dufted,
Alle vare de hede i Kammen,
Hed var han, som i Døren sig lufted,
Men hedest af alle var dog Madammen.

Jeg satte mig hos dem, de ærlige Svende,
Øl og Finkel gik rundt om Bordet;
Jeg drak og betalte; det gottede hende,
Værtinden, som havde al Borgen forsvoret.
Saa tog hun ned fra den øverste Hylde
Solbærekstrakten, den funklende røde,
Og sagde, mens hun lod Glassene fylde:
"Her er en Snaps, som kan opvække døde."

"Den skænker jeg for Eder gratis i Aften,
Siden den Herre er saadan galant en;
Ak ja, min Mand drak saa ofte af Saften,
Men lige godt døde han af den, min Sandten.
Jeg tog "det klare", men han tog "den søde" ;
Ja, det forstaar sig, i Barselsengen
- Her gned hun med Ærmet Øjnene røde -
Tog jeg Ekstrakt. Det var sundt for Drengen."

Maaske hun havde fortalt lidt mere,
Men en af Gæsterne nærmest ved Skænken
Begyndte Værtinden at karessere
Og drog hende blideligt til sig paa Bænken.
Skinsygens Dæmon fo'r i en anden,
Han skreg og raabte: "Nej holdt nu, Søren!"
Den skønne svarede roligt: "For Fanden!
Stille, eller Du kommer paa Døren."

Saa drak man Forlig og lo, saa det dundred,
Og sang saa en Vise om Elskov og Venskab,
Sørens Næve man højlig beundred,
Fanden fik Skylden for Krigsskab og Fjendskab.
Hvad Hjertet gav, lod man Munden tage;
Sundhed i Hjertet og Sandhed i Munden,
Ud med Sproget og intet tilbage,
Det var dog virkelig ærligt i Grunden.

Lidt raat maaske. Ja, Fernissen mangled. -
Da Morgensolen skinned paa Muren
Var jeg blandt Folk, som dingled og dangled
Og ofrede gladeligt til Naturen.
Naturen! ja, det var Selskabets Motto. -
Jeg traf en bekendt fra det første Gilde
Senere hen hos Konditor Otto;
Han gav mig et Uddrag ... Men jeg tier stille.