NAVNLØS
"Slyng Skjoldet op i Masten, hejs det sorte,
Krudtsprængte Flag, og brænd Kanonen løs.
Vis Dødens Tænder gennem Skudens Porte,
Nu lette vi fra Ankerlivets Døs.
Fortvivlelsens Skjoldmærke, blodigrødt,
Skal trone over vore kække Pander, -
Vi æske Faren. Møder den: - ""Vel mødt!""
Blod skal der strømme, før vi atter lander."
Saa talte han og steg om Bord. Og Skibet
Gled sporløst over Havets vide Vej.
Hans Mærke var en afbrudt Bro, hans Navne
Utallige, men ingen kendte ham.
Han sagde sandt, at Blodet skulde rinde
I Strømme, før han atter vendte hjem, -
Dog Blodet blev hans eget, og hans Mænds.
Men hvor han landede, det véd der ingen.
JEG SYNGER MINE SANGE
Jeg synger mine Sange
Ud af mit fulde Bryst; -
Jeg slugte aldrig Noder,
Jeg synger, som jeg har Lyst.
Jeg vilde ej lærd docere
For mine smaa Rebeller,
Jeg vilde ej være Bussemand, -
Jeg kunde det ikke heller.
Jeg syntes, der var nok af
De pæne Børn i Verden,
De stille, forpryglede Drenge,
Med gammelmandsagtig Færden.
Jeg syntes, der var Trang til
Lidt mere Liv og Varme,
Lidt Hidsighed i Blodet
Og inuskelspændte Arme.
Nuvel, fra Stuens Vægge
Jeg slipper et Kuld af Drenge,
Som aldrig fik af Stokken
Og aldrig lod Ho'det hænge.
Det kniber maaske med Lektien,
Der skulde maaske "gaas efter" ;
Jeg stoler ikke paa "Lektien",
Jeg stoler paa Drengenes Kræfter.