Ouverture

Og hun var min. Her i de stærke Arme
Jeg krysted hende ung og spæd og fin,
Og alting: Læbens Kys og Kindens Varme
Og Silkelokkens Snoning hvisked: Din.
Den tavse Nat paa lette, bløde Vinger
Slog ud sin Kappe over Mand og Viv. -
Nu er det Morgen. Solen Budskab bringer
Om Livets strenge Krav: - Det nye Liv.

Ja, det er nyt. Med Undren jeg betragter
Mig selv i det henrundnes matte Spejl.
Hvor er de henne, disse vilde Fagter
Fra Gøglertruppens Liv bag Teltets Sejl?
Hvor er det sære, hansvurstklædte Følge
Med Kolumbinerne i Flitterflor,
Og Hammen, som for Hoben maatte dølge
Min Nøgenhed paa Linens slappe Snor?

Hvor er det alt, det som i rastløs Jagen
Rev bort min Fod fra banet Vej og Sti,
Og længe efter vakte lønlig Nagen
Hver Gang en Skygge gled min Vej forbi? -
Alt vejret bort som Skyer for Sommervinde,
Som Taager, hvori Solen Rifter rev,
Og ligger bag mig som et dunkelt Minde,
Hvis Brod blev løst ved hendes Afladsbrev.

Et Afladsbrev! Ja, jeg har Aflad vundet,
Ved Guld ej købt, ej ved et fejgt Bedrag,
Men just fordi min Traad var dobbelttvundet,
Fordi hun saa' bag Gildets Svirelag,
Bag Rusens Tummel Hjertets sunde Kærne
Og anede bag Taagens matte Gem
Den klare Himmel - tilgav hun mig gerne,
Og trøstigt bygged vi det nye Hjem.

I dette Hjem skal nu et Liv begynde,
Som tager Tilløb med et frejdigt Mod. -
Jeg breder ej paa Bænken Silkehynde,
Jeg ejer kun min Arm, mit unge Blod.
Men - jeg har lært at fægte, det er Tingen,
Mit Gøglerliv var dog ej ganske spildt,
Og jeg kan ride rundt og træffe Ringen
Og male vilde Men'sker paa et Skilt

Og jeg kan kaste Knive, saa det suser,
Og jeg kan skyde ned et Fæstningsværk,
Og Trommen kan jeg røre, saa det bruser
Igennem hver en Nerve nok saa stærk;
Og vil man i mit Øje putte Blaar mig,
Da kan jeg sluge det hel from og mild,
Men jeg kan ogsaa give - det forstaar sig -
Tilbage det med Renter: Røg og Ild!

Se, saadan rustet ud fra Teltets Dage
Jeg skrider kæk i Kampen for min Viv,
Besindig skal jeg Vejen fremad drage
Og aldrig yppe ufornøden Kiv.
Mit Maal er forud - vil man Maalet vrage,
Vil man til Livs mig i det nye Liv,
Saa har jeg Baghaandstrumfer end tilbage,
Jeg spiller dem. Bliv mig fra Livet, bliv !

Krattet til højre, Marken til venstre,
Vejen slynger sig mellem begge,
Det er Nat, med et Halvlys ud over Egnen,
Store Skyer for Maanen trække.
Ildsluer danse bag Krattets Grene,
Der ligge Soldaterne om Bivuakken,
"Gloirens Sønner", som forkorte Tiden
Med Vin og med Kort, med Rygen og Snakken.

Natten er stille; som svage Akkorder
Lyde Stemmerne hid fra det fjerne;
Paa Vejen staar en Skildvagt og nynner;
Han tør ikke synge, skønt han vilde gerne.
Han ser mod Skyen, han ser over Marken,
Han lytter til Stemmerne fra Bivuakken:
Fordømt at staa saadan ene og maabe!
Og han gaber frygteligt og klør sig i Nakken.

De Herrer kan sagtens. Det er disse Parisere,
Voltigeurer og Zouaver, fordømte Gardister,
De gaa gerne i Ilden, men nødig paa Forpost. -
Det er dog i Grunden store Egoister.
De knibe ud, naar Vedetterne stilles, -
Vi skal slaas om Dagen og vaage om Natten,
Vi Folk fra Elsas; - ja, hvis vi ikke var der,
Kunde Prøjserne løbe med hele Klatten.

Og han tænker frem og han tænker tilbage,
Og han synes, at Krigen faar ingen Ende;
Der er nok af Tab, der er ingen Sejre,
Og endnu skal Blodet i Strømme rende.
Han er ikke bange, han vil slaas som en Løve,
Men - er ikke det hele saa temmelig broget?
Og i Grunden, - ja, hvorfor slaas man i Grunden? -
Da spidser han Øre. Rørte der sig noget?

Geværet til Kinden, Foden fremstrakt.
Det lysner deroppe fra Maanens Fakkel;
- Der staar en Fjende ved Vejens Bøjning; -
Men det er jo Claus, det gale Spektakel!
Det er Møllerens Søn fra den anden Rhinbred, -
De var Legebrødre, Røverkammerater.
Floden har delt, Legen er ophørt,
Nu er det Alvor, nu er de Soldater.

Og de veksle Haandslag. - De er jo alene. -
De mindes de gamle, svundne Dage;
Geværerne slænge de hen i Gruset,
Og dele, hvad Flasken endnu har tilbage.
Naa, Du vilde skyde? - Ja, jeg maa tilstaa. -
Aa, Fanden i Vold med det Krigsregimente.
Lad os tømme Flasken; Tiden er kostbar
Og ingen véd, hvad man har i Vente.

Men førend vi skilles, før Krigsdæmonen
Lægger sit Blodslør over vort Øje,
Og atter vi drives som Dyr i Blinde
Og vi lægge an paa hinandens Trøje -
Saa hør et Ord, Du min franske Broder,
Og lad det gaa videre til Kammeraterne:
Vi er Marionetter endnu for de store,
Og vi figurere endnu paa Plakaterne.

Vi sættes paa Scenen som Gladiatorer,
Saa spiller det nationale Orkester,
Og saa gaar det løs med Huggen og Stikken,
Og saa begraves de blodige Rester.
Præsten velsigner de skændige Vaaben,
Vorherre takkes med Klokkeringning -
Men Gud ske Lov, der er Tegn og Varsler,
Som tyde hen paa en snarlig Svingning.

Der er Folk, som er ked af den gamle Komedie,
Der er Folk, hvis Hjerter brænder i Lue
For at appellere til Hjerternes Stemme
Og stemme mod Kasque og Pikkelhue.
Der er Folk, som lyster at vende Plakaten
Og skrive med store Træk paa Reversen:
"De gamle Stykker spilles ej længer;
Der gives et nyt - Direktionen i Persen."

Ja, Du kan tro, den vil komme i Perse,
Og Du kan tro, der vil blive Bulder,
Alle som én skal vi da give Møde,
Franske og tyske, Skulder om Skulder,
Fælles Kommando og fælles Orkester,
Saa skal vi mødes midt i Bredouillen, ...
Tys Kammerat! Farvel for i Aften.
Tag dit Gevær. Jeg hører Patrouillen.

Jeg tænkte at drage paa vinget Fod
Langt bort fra de hjemlige Skove;
Jeg tænkte Erindringen stille stod,
Ej fulgte med Skib over Vove.

Men, ak, jeg drog over vilden Sø,
Og steg paa de højeste Bjerge -
Mindet i Brystet vil aldrig dø,
Ej Rustning dets Saar kan afværge.

Det Skjold man finder i Verden ej,
Som Mindernes Hug kan afbøde; -
Slagen jeg ligger paa Fjeldets Vej,
Ustandseligt Vunderne bløde.

Der staar det tavst og lytter
Til Belgens Melodi,
Som klinger af dets Fortids
Dybtstemte Poesi,
Der staar det mindeværdigt
Med Minder i sit Bryst
Om Jubel og Jammer,
Om Sorg og om Lyst.

Naar Maanens Straaler falde
Ved Midnat paa dets Tind,
Da tier Vindens Susen
Og Bølgen slumrer ind,
Da myldrer Minders Skare
Fra dunkle Kroge frem,
Da huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem.

De sjunkne Taarne løfte
Mod Skyen deres Spir,
Der brases op i Stegerset
Til Gilde og Svir,
Vidt spreder Faklens Flamme
Sit dunkelrøde Skær,
I Lyset funkler Hjelme
Og blinkende Sværd.

Ned fra Balkonens Vindu
I Slottets smykte Sal
Lyder Sang og Latter
Om den rungende Pokal,
Og Menuetten følger
Musikkens Stemme blød,
Mens Fængselslænken klirrer
I Klippens dybe Skød.

De blege Straaler falde
Igennem Taarnets Glug,
Naar Latteren forstummer,
Høres Sorgens Suk;
Dér sidder Dybets Fange
Med Haand under Kind,
Og stirrer tavs fortvivlet
I dunkle Fremtid ind.

Saa huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem,
Til Morgensolen bryder
Af Nattens Taager frem,
Til Dagens Himmel hvælver
Sin havblaa Baldakin, -
Da synes atter Slottet
En øde, tavs Ruin.

Hedt var mit Blod, og skørt var mit Hjerte,
Vaklende min Fod.
O jeg forstod, jeg forstod
Kun daarligt det, som I mig lærte.
I holdt mig et Spejl af Jorden for Øje,
I fyldte min Trøje,
Mine Bukser, min Hue
Med Bud paa Bud imod Ungdommens Lue,
Med Love og Regler, - jeg brændte dem alle,
Jeg lyttede til Stemmen, som jeg inderst hørte kalde.

Varm var min Sjæl og fyrig min Tanke,
Stormende mit Mod,
Ned ad Livets Flod
Drev jeg af Sted paa min Planke.
I løb langs med Bredden og vilde kommandere;
Stop, nu ikke mere! -
Jeg var midt der ude,
Svejede og drejede i Strømmen med min Skude
I Hvirvler og Bugter, - Vindene sused;
I stod dér og rystede paa Hovedet og snused.

Saa kom der en Byge, den slynged mig fra Skuden,
Paa øde Strand jeg laa,
Ingen Sjæl jeg saa',
De var krøben i Æselshuden.
Da hjalp mig Naturen tilbage til Livet;
Men har den end givet
Mig Livslyst i Sinde,
Det hjalp dog ej ganske - der staar dog derinde
Skibbruddets Stund, da I saa' mig forlise
Og ingen vilde hjælpe. - Her ender Poul sin Vise.

Der er Foraar i Luften;
Fuglene synge, -
Hen ad Vejen vandrer en munter Klynge.
Det er Fyre fra Tyve- til Trediveaarsaldren,
De snakke og le; der er en frygtelig Rabaldren.
Det er spirende Planter, vaargrønne Skud
Og Stammer, som alt har faaet Grenene ud,
Vejen ligger for dem, ingen gaar paa skraa, -
Det er danske Studenter med Kokarderne paa.

Der er Foraar i Luften,
Himlen er klar, -
Man har stærke Lunger og en stærk Cigar,
Man vil ud at lufte den støvede Frakke.
Skal det være "Stalden" eller den gamle "Bakke" ?
Der er Stemmer for det første, Stemmer for det sidste,
Men det første er nærmest, det kan ingen omtviste.
Vejen er den slagne, den vil vi gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!

Der er Foraar i Luften,
Man aander saa frit, -
Strandvejen tærer, den gi'er god Appetit.
Maalet er naaet, om Bordet man sig bænker,
Der er Bøfsteg paa Bordet, af Flasken man skænker,
Først spiser man og tier, saa taler man og drikker,
De gamle priser Mosten, de yngre hikker,
Saa rejser der sig en og begynder som saa:
"Danske Studenter med Kokarderne paa !"

"Silentium ved Bordet!
Jeg vil tale om Tanken,
Der slynger sig om Sjælen, som om Elmetræet Ranken.
VI vil lufte vor Tanke, men Pokker ej den fri,
Vi er ikke med i Klubben, vi er Brandpoliti.
Ploug har jo vist, hvad dette Røre har skadet,
Og forleden lod han jo slaa "Reveille" i Bladet.
Se saadan en Reveille, den kan vi forstaa,
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

"De gamle Studenter, -
Hm, de var lidt raa;
Maaske vilde de med denne frie Strømning gaa;
Men vi, vi har Gudskelov saa megen Velopdragenhed,
Saa god Disciplin, som vi stedse la'e for Dagen ved
At hylde vore Lærere og lystre vor Leder,
Og ikke blindt gaa med paa de nye Daarligheder;
Og Gudskelov, jeg tror, det vil vedblive saa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er som Kvinden,
Den nordiske Mø, -
Med hende vil vi leve, for hende vil vi dø;
Hun blomstrer foruden den moderne Erfarenhed,
Saa blomstrer og vor Tanke, og der er en Besparen ved
I Tid og i Kræfter at stænge for det ny
Og havne med vor Tanke i Oldtidens Gry.
Did søger Nordens Kvinde, did skal vor Tanke gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er den unges,
Men den er ikke fræk, -
De frække Prædikanter, dem ser vi at faa væk.
Vi dyppe vore Penne, vi ryste Dydens Skjold
Og sigte Apostaterne i Ærbarhedens Sold;
Vi appellere kraftigt til Troens Vand hos Læserne
Og holde Atheisterne Moralens Ord for Næserne,
Og vil de ikke læse, saa skal de dog forstaa:
At vi er Studenter med Kokarderne paa!"

"Se saadan er vor Tanke,
Og saadan ere vi, -
Studenterne er bleven et Ordenspoliti.
Om Skyttesagens Faner, for Nordens Folkeaand
Vi væbne os og fylke os med Riffelen i Haand.
Vi stille os paa Kysten, hvor Aandens Fjende lander,
Og brænde op hans Skibe med en eneste "Brander".
En Brander imod Brandes - den Krig kan vi forstaa:
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

Der er Foraar i Talen;
Den lønnes med Applaus, -
Det lønner sig at tale ved en saadan landlig Smaus.
Mundlæret slides, ingen tier stille,
Det er jo Instrumentet, hvorpaa alle kan spille.
De gamle Guder dyrkes, de gamle Viser synges,
I Begejstringens Vand maa det gamle forynges;
Der er én Melodi, hvorpaa al Ting kan gaa,
Det er: Danske Studenter med Kokarderne paa!

Men Foraaret trætter,
Og Punchen var hed. -
Af Taler og Punch kan man ogsaa blive ked.
Aftenens Skygger over Strandvejen falde,
Og Hjemmet er en Magt, hvis Stemme høres kalde.
I Haverne ved Vejen staar Danmarks Kvinder,
De lytte efter Stemmerne med blussende Kinder:
"Det er "Fædrelandets" Sønner, - det kan vi forstaa;
Det er danske Studenter med Kokarderne paa!"