SommaireDigte
1 min de lecture

I DE LYSE NÆTTER

I de lyse Nætter, i de lyse Nætter
Stiger Digtet frem fra Skjaldens Bryst.
Drømmeskær er over Dal og Sletter,
Der er Fred hvorhen Du Foden sætter,
Bølgen gaar med sagte Suk mod Kyst.

O jeg føler Hjertets skjulte Kilder
Risle frem imod det store Hav.
Ingen Hindring dem fra Maalet skiller,
Nattens Dæmringsskær paa Havet spiller;
Evighedens stille, dybe Grav.

Vel jeg véd det, store, stolte Hjerte,
Helst Du banker under Kampens Lyst,
Helst af den Du dine Sange lærte,
Helst af den Du Sangens Løn begærte,
Helst Du vandt den under Stridens Dyst.

Dog der er og Pavser under Slaget,
Stille Bælter paa den vilde Sø;
Tider, hvor man glemmer Vreden, Naget,
Timer, hvor man glemmer, man er jaget
Fremad for at lide, stride, dø.

Og i disse klare, lyse Nætter
Jeg med hele Verden er forligt,
Rolig jeg mig ved min Tærskel sætter,
Nattens svale Pust min Tanke letter,
Sukket vider ud sig til et Digt.

3 min de lecture

HAVET

Thy shores are empires, changed in all save thee -
Assyria, Greece, Rome, Carthage, what are they?
Thy water wasted them while they were free,
And many a tyrant since; - - - -
Byron. "Ocean"

Klatrende mødig fra Sten til Sten,
Glidende over de vaade Flader,
Med blodige Hænder, skælvende Knæ,
Bedækket af Sved og med bankende Hjerte
Kom jeg her ned. I Fjeldets Side
Gabed et Ar fra fordums Tider,
Da Giganterne stormed Himlens Fæstning.
Arret var dybt og vidned om Striden;
Flækket var Klippens klodsede Legem,
Og Vandet løb som en Feltskærs Sonde
Ind i Saaret og maalte Dybden.
Jeg stod ved Havet, jeg saa' dets Vande
Uroligt skvulpe mod Klippemuren,
Som Bly var Farven, en ængstlig Maage
Vendte i Farten og raabte sit: Varsko,
Og som om Tegnet ved Skriget var givet,
Stødte Stormen i Stridstrompeten, -
Havguden satte sin Raaber for Munden:
Pas paa! nu løse vi Lænkehunden!


Klipperne danned en herlig Bugt,
Et Leje for hundred og hundred Skibe;
Der laa de alle og spejled sig smukt
Fra Dækket til Vimplens krusede Stribe.
Købmandsskuder, store og smaa,
Mæskede, svømmende Krambodshuse,
Orlogsfregatter med breden Raa
Og Fiskerens Jagt med sin Ruse.
Der var Konfluks fra Land og om Bord,
Næsvise Kommis'er banded Matroserne,
Supercargoen svor ved sit Æresord,
Og Grossererne roded i Poserne.
En lossed Kaffe, og én laded Flyndere,
Tridserne hvined og Kranerne knaged,
Der var fuldt op af Toldere, fuldt op af Syndere,
Man bedrog og man blev bedraget.
Orlogsskibene mandede Ræer,
Der var streng Disciplin over Sømandsskolen,
Folkene traadte hverandres Tæer;
Ingen sagde: Av! det var mod Parolen.
Paa Skansen gik Mænd med fredelig Tale,
Med krigerisk Skæg, med Pomade i Haaret,
De saa' mod Flaget, det nationale,
Som højt i Luften af Vinden blev baaret.
Der var Hyrder paa Flaaden, som lærte at spæge
Kødet ved Henblik paa Død og paa Vunder,
Der var en Profos og der var en Læge,
Som kurered for ny og for gamle Onder.

Som sagt der var dannet en herlig Bugt,
Et Leje for hele den stolte Flaade,
Og fra Flaadens Kabysser opsteg en Lugt,
Som om Middagsnydelsen spaaede.

Saa kom der et Drøn; det blinked derude,
Havet røg som et kogende Krater;
Der blev Allarm paa hver eneste Skude,
De blegnede, alle de vimse Krabater.
Man glemte sin Pose, man løb fra sin Kasse,
Man hejsed og haled, man løsned Kanonen,
Man bad til Vorherre privat og i Masse
Om at frelse Livet for Staten og Konen:
"Baaden i Vandet! Kap Trosse og Anker !" -
Men Havet var allerede i Hælene
Og drev sine Søer mod Skibenes Planker,
Slog Siderne ind og levned kun Pælene.
Det skummed og fnyste af Had og af Harme,
Det knuged og krysted sit Bytte i Favnen,
Og aabnede først sine stærke Arme
For at slænge sit Bytte som Vrag imod Havnen.

Jeg stod ved Havet; jeg saa' dets Vande
Ustandseligt styrte med Bulder mod Stranden, -
Det ligned en Horde, en løssluppen Bande
Med Hadets Mærke trykket paa Panden;
Det greb efter Flaget, og rev det fra Knappen:
"Farvel! der gik nu Kommandolappen."
Det knuste en Hyrde, som drev paa en Bøje.
"Farvel, Højærværdige! Hils i det høje!"
Købmand, Kaptajn, Proviantforvalter,
Alle blev slynget mod Klippernes Spalter;
Uniformer, Kokarder og Epauletter
Bestrøede Klippen med Skønhedspletter,
Og Flaadens Besætning, store og smaa,
I Tusindevis paa Stenene laa.


Jeg klamred mig ængstlig mod Klippens Kant,
Jeg strakte ud mine bedende Hænder;
Men Klippen stod tavs, den var vant dertil,
Den kendte jo Tingen fra gamle Dage,
Da Giganterne stormede Himlens Fæstning,
Da Syndflodsvandene mægtig bruste,
Da Jorden gløded og Klipperne skælved; -
Den havde jo set det kaotiske Vanvid,
Den havde jo kendt de blide Idyller,
Saa atter Vanvid og saa Idyller
Lovbundet som en Musik efter Noder. -
Den betragted det hele som "Perioder" !

Med tusinde Aars stensatte Erfaring
Stirred den kold paa den vilde Scene. -
Jeg saa' kun den enkelte Aabenbaring,
Og klatrende over de haarde Stene,
Flygtende bort fra den vilde Vove,
Famled jeg efter de evige Love.

1 min de lecture

DU KLANG, SOM EN GANG VAKT

Du Klang, som en Gang vakt
Gav Mod min bange Stemme,
Du har paa Læben lagt
De Ord, som dybt i Hjertet havde hjemme
Nu slynger Tonen sig
Om Ordet blidt fortrolig,
Og kalder ømt paa Dig
I Nattens Stund ved Døren til din Bolig.

Og hvis min Stemmes Klang
Har Genlyd hos Dig lunden,
Og hvis min simple Sang
I Nattens Luftning sporløst ej er svunden,
Da lær i Morgen mig,
Naar vi ved Stranden vanker,
Hvorledes Sangen sig
Har slynget ind i dine Drømmes Tanker.

1 min de lecture

MENUETTO

I Ungdomstid med sværmersk Ild
Vi juble mod Idéen,
Men Døden smiler lunt dertil,
Og sliber sindigt Leen.
Og naar saa Pareen raaber: Stop,
Nu er det nok, min gode!
Saa smøger Døden Ærmet op
Og mejer ned for Fode -

Bag vedbendkranste Bæger ler
Et Billed gennem Løvet,
Men Døden koldt til Bægret ser,
Og kaster det i Støvet;
Den gyldne Drik paa Jorden spildt,
Et Offer smukt til Guden,
Han ænser ej, men banker vildt
Med Knokkelkno paa Ruden.

Dog Døden er en Dumrian,
Hvad kender han til Livet?
Han har kun lært den Lov, at man
Er skrøbelig som Sivet.
Han kender ej den stærke Gnist,
Som Livets Ild optænder,
Og bliver til en Brand forvist,
Hvorpaa sig Døden brænder.

Haa kender ej den stolte Kraft,
Som spotter Leens Klinge,
Som her med Skaalens Druesaft
Besprænger Dødens Vinge,
Og tager fra ham alt hans Stads,
Og hviler ikke, førend
Han selv, hans Le og Timeglas
Er kastet pænt paa Døren.

3 min de lecture

ENGELSKE SOCIALISTER

Hen over Byens Tage glide
De sidste Smil, de hendøende Rester
Af Dagen og Solen. I Strømninger stride
Vælte sig Flodens mudrede Vande,
Og som indbuden Gæst til det smudsige Leje,
Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veje,
Sænker sig Taagen over Byen, over Strømmen,
Saa kommer Natten, Døden eller Drømmen!

I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder -
Rapsede Varer der henne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder, -
Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden;
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge paa Piben,
Øllet gaar om i de klinkede Kander,
Der er noget paa Færde, man vil ud af Kniben,
Man har noget paa Hjerte, vil nogen paa Livet;
Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker,
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der ikke.
Da rejser en Mand sig med funklende Blikke.

Han knytter Næven, den fedtede Hue
River han bort fra den brede Pande
Og kaster den ind i Kullenes Lue
Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:
"Kammerater", raaber han, "der gik Standen,
Den sodede Hue, Kulskibsmanden,
Nu har vi Hjernen og Armen tilbage,
Dem gemme vi til de kommende Dage.

"Høre I Stormen, mærke I Strømmen?
Det bryder omkring os paa alle Kanter.
Hvi sove I da? I Nat er det Drømmen,
Men i Morgen maaske er det Dommen og Døden.
I saa' jo dog Blus, I lugtede Brande,
Røgen drev hid fra de fremmede Lande;
Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,
I ligge endnu og døse i Kulen.

"Guds Død! Hvi kende I ei Eders Styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;
De sende os Præster med pibede Kraver: -
"Her er Biblen til Eders slunkne Maver".
For Sulten en Tekst om Kanaan og Eden,
For Huslejen Veksler paa Evigheden.

"Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?
Vi vil have Forskud paa Saligheden;
Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter
For at blive betalt en Gang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?
Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.

"Vorherre! - se han forstod sig paa Stakler
I lasede Frakker og revne Støvler,
Og naar han gjorde sine Mirakler,
Saa var det for Folk som mig og som Eder.
Vorherre han gav, hvad han havde for Haanden,
Og anviste Resten hos Helligaanden;
Men Præsten! - han tager vor sidste Daler;
"Min Søn, Vorherre i Himlen betaler."

"Velan, hvis vi var som et Barn, som en Kvinde,
Med Blødhed i Hjertet og Taarer bag Øjet,
Saa kunde vi lade os lede i Blinde,
Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.
Men vi ere Mænd! - Der er ét, som vi vide:
Det er ondt at sulte, naar man skal slide;
Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen
Og dømme, - og Dommen skal hedde Kommunen!"

Han tier; - da brøles der "Mere, mere!"
Han vender sig tavs og peger mod Byen.
Der komme Kulmænd flere og flere
Stormende ud fra den nærmeste Knejpe.
De rive ham med sig, og han tager Ordet
Der inde bag Skænken oppe paa Bordet :
Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; - Saa ryddes Knejpen af Politiet!

Der ruger en Sky over Kæmpebyen,
Og Floden hvisler og Vinden piber,
Sælsomme Stemmer stige mod Skyen
Og mumle der oppe som truende Klager.
Lyset fra "Vestens" stolte Butikker,
Ilden fra "Østens" sorte Fabrikker
Kaste et Brandskær op imod Skyen. -
Er det Kommunens Dekret over Byen?