ØSTERLANDSK (Kysten ved Tanger)

Aftensolen luer paa den gamle Borgruin,
Bag Klostret sidde Munkene og drikke deres Vin.
Der er rummeligt og svalt i de store Klosterhaver
Og der er dejlig Plads i de hellige Maver.
De purpurrøde Skaaler løftes mod Nattens Himmel:
Madonna, vær os naadig, bevar vor Vin fra Skimmel!

De juble og de synge, de ærværdige Lukuller;
Deres Latter er en Torden, som mod Havemuren ruller.
De stryge Vinens Perler fra det fugtige Skæg,
Og slænge Kuttens Folder fra den brunede Læg.
En synger muntre Viser, én læsper: pia mater!
Kinder og Øjne blusse paa de fromme Krabater.

Foran det glade Selskab, alvorlig paa en Sokkel,
Troner Apostlen Paulus, saa tør som en Knokkel.
Den strengeste Askese staar skaaret ud i Stenen,
Det er tydeligt, at Manden er forarget ved Scenen;
Af Harme synes Foden at dirre paa sin Plint,
Apostlen er lige ved at flyve i Flint.

Det hellige Convivium, det aner ingen Ting;
Bægrene veksle i den sluttede Ring,
Viserne vokse i Længden og Drøjden,
Jublen og Latteren har netop naaet Højden, -
Da styrter Apostlen med et vældigt Spektakel.
Ora pro nobis! et Varsel, et Mirakkel.

Bordene væltes, man vil løbe sin Vej,
Da peger én mod Støtten, og raaber: Ej, ej!
Apostlen ligger stille - med Næsen i et Bæger,
O pia fraus, den hellige sin Gane vederkvæger!
I Døden vil han drikke, i Livet skrev han Breve;
Det første er det bedste. Den døde Paulus leve !

Det slappe Sejl mod Masten slaar,
En Dønning over Havet gaar
Og taber sig hist ude.
Den dorske Vove, før saa vild,
Genspejler mat den røde Ild
Fra Ruffets dunkle Rude.

Jeg ligger strakt ved Skibets Ror,
En Verden inden i mig bor
Af Vemodstanker vilde.
Der er saa tyst fra Spejl til Stavn,
Jeg stønner ud et elsket Navn
I Nattens dybe Stille.

Blæs op Du Havets barske Vind,
Jeg trænger til dit Pust om Kind,
Til dine Raab at høre!
En Skygge fulgte med om Bord;
I Nattens Tavshed dunkle Ord
Den hvisker i mit Øre.

Bryd frem med Larm Du Bølge stor
Og overdøv de dunkle Ord;
Jag Skyggen bort fra Dækket!
Flyv frem mit Skib, stands Farten ej,
Som Maagen over Havets Vej
Med Vingen aldrig stækket!

Naar Solen, den ældgamle Gnier,
Er gaaet til Sengs med sit Guld,
Naar Menneskerøsterne tier
Og Muldvarpen snorker i Muld,
Da lyde de dristige Stemmer,
Da hæves de blinkende Glas,
Da samles de gamle "Lemmer"
Til natlig Tumult og Kalas.

Mens Vinen i Bægeret skummer
Og Øjet saa straalende ler,
Alverdens Smerte og Kummer
De gennem et Rosenskær ser;
Ad Vinens de gyldne Strømme
De glide med Glæde i Bryst,
Om dunbløde Lokker de drømme,
Om Læber de en Gang har kyss't.

Hvad Livet om Dagen dem nægted,
Den Vej, som de aldrig fandt,
Den Sejer, hvorfor de fægted
Men aldrig i Livet vandt,
Det skænker dem Vinen og Natten. -
I Fantasirigets Muld
De grave, og finde Skatten:
Indbildningens røde Guld.

Naar Solen, den lurvede Slyngel,
I Mørket dølger sin Dragt,
Naar Menneskebørnenes Yngel
I Søvnens Arme er strakt.
Naar selv over Havet, det vilde,
Sig Skyggernes Tavshed har lagt,
Da sluttes ved "Lemmernes" Gilde
Med Vinen og Natten en Pagt.

Det myldrer paa Sletten ved Seinestaden,
Paa Satorys Marker Trommerne røres;
Er det blodig Krig, eller Vagtparaden,
Er det Kampsignal eller Polka, der høres?
Kommer Germanerne atter tilbage,
Var Sedlerne falske, Guldet beklippet?
Eller er det Kommunens genfødte Dage;
Var Fredsbulletinen altfor forhippet?

Der er ingen Kommune, ingen Germaner,
Der er ingen flere Huse, som brænde,
Der er ingen Ørne i hvide Faner;
Versaille-Revuen er længst til Ende.
Men Trommerne røres der ude paa Sletten,
Igennem Linjen Kommandoen lyder
For at eksekvere en Dom af Retten, -
Og Soldatesken sigter og skyder!

Det er en Dom af Ordenens Venner,
En Dom af dem med aarlige Gager,
Etatsraader, høflige Folk, "Deres Tjener",
Notabene paa offentlige Passager.
Smaatyranner paa deres Kontorer,
Frihedsherolder paa Valgtribuner,
Servile overfor Stjerner og Snorer,
Smigrere for en Diktators Luner.

Det er en Dom al en lille Diktator,
En Mand, som skrev de stores Historie,
En Vekselmægler, Forligsprokurator
Med Bourgeoisiets Frelserglorie.
En borgerlig Konge, en kongelig Borger
I Vikariat for en afdanket Kejser,
En Lamentator for Statens Sorger,
Grosserer-Dinéernes Genoprejser.

Paa Satorys Marker Trommerne røres,
Bøsserne knalde og Kuglerne hvine,
Krudtrøgen ud over Sletten føres
I Taagegestalter med sorgfuld Mine.
Den gamle Prætorianerkohorte
Med friske Mærker af Prøjsernes Sabel
Spiller Bøddel, imedens Cæsar er borte,
I Liberi som Ordenskonstabel.

Der faldt tre Mænd; saa modige Sjæle,
Som nogensinde led Martyrdøden;
Der laa tre Lig ved de splintrede Pæle, -
De skulde sone Kommunebrøden!
Fra Dødens Stilhed tre Navne løde,
Der gled tre Skygger fra Retterstedet,
De meldte et Tab - og ikke en Brøde,
De peged mod Magten i Dommersædet.

Og Blodet, som sived paa Satorys Sletter,
Det var en Sæd, som lagdes i Jorden;
Hvor den skyder op, kommer brandrøde Pletter,
Hvor den høstes ind, lyder Kampens Torden.
Da vil Sædemændene mindes Sletten,
Ordenens Venner vækkes af Døsen, -
Hvor Ideen er Magten, Fremskridtet Retten,
Der vil Satorys Lig være Fane og Løsen.

Dagen er graa; en Taage dækker Staden,
Som Sørgeflor den over Byen hænger;
Foden i Galoschen sjasker om paa Gaden;
Kulde og Klamhed igennem Frakken trænger.

Aftenen er trist. De høje Stjerner glimte
Kun sparsomt over Taget gennem Skyen;
Som en Kæmpe uden Hoved man akkurat kan skimte
Rundetaarn . - Det regner! Op med Paraplyen!

Tiden er trist. En Gravluft slaar i Møde
Fra Bladet, som man sluger i Kaféen,
Der lugter overalt af saarede og døde;
Det er Høst i November - for Manden med Leen.

"Nyt! Er der nyt?" - "Ja nyt for alle Munde,
Nyt fra Paris for Plebs og Optimater;
Æslerne er spist, man begynder nu paa Hunde,
Rusland tænder Piben ved de gamle Traktater."

Tiden er snavs, og Prygl er nu paa Moden;
Ak, Aarhundreder er vi trængt tilbage.
Hvor tændes atter Aandens Lys paa Kloden?
Naar skal vi finde de genfødte Dage ? -

Naar skal vi ... Stille, kom gaa med til Side,
Ser Du i Vinstuen Gasblusset tændes;
Kender Du Værtens Portvin den hvide?
Den kan løse Spørgsmaalet! - Ja saagu, kan hændes.

Ude var der saa streng en Dyst,
Uvejret tog sine Tag med Skoven,
Stormen peb, saa det var en Lyst,
Og leged Tagfat med Voven.
Ude var der saa vild en Krig,
Der hang et Fugleskræmsel paa Pælen,
Kragerne f o'r mod det lasede Lig;
Der kom Mod, - selv i Kragesjælen.

Hjemme var der saa lunt og godt,
Temaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer.

Ude var det et Herrens Vejr,
Buskene svajed som flagrende Faner,
I Skoven styrted de stolteste Træer,
Og fra Havet meldtes Orkaner.
Ude var det en Kampens Dag,
Præstegaardstaget blev revet i Stumper,
Byfogdens Skorsten faldt ned med et Brag,
Og Byfogdens Grød blev til Klumper.

Hjemme klang det fra Gigernes Streng,
Tonerne elektriserede Sjælen;
Man valsed og inklinered i Flæng
Og dansed paa Taaen og Hælen.
Hjemme stilled man skønne Tablauer,
Sminkede Kinden og sværtede Brynet,
Saa' i sig selv Fortidens Heroer, -
Og applauderede Synet.

Ude brød det paa krigerisk Vis,
Mægtige Hænder greb i det gamle,
Jeg saa' med Jubel Skorstenens Forlis,
Og lo, da jeg hørte den ramle.
Ude vejredes Smaating bort,
Degnen blæste i Gadekæret,
Og Præsten blev kastet i Kjole sort
Mod et Plankeværk, som var tjæret.

Hjemme sad man saa lunt i Krog.
Der kom en Frier til Søster Malene;
Fruen saa' hans Eksamensbog,
Han fik Pigen - med Laud, Notabene.
Hjemme blev der en Glædesdag,
Der kom Visitter, og man gratulered,
Der blev Bryllup, og saa blev der Barselslag,
Men desværre, den lille krepered.

Ude blæstes der lydt: Allarm!
Det var, som skulde en Verden ødes,
Og som skulde fra selve Naturens Barm
Den nye Forløser fødes. -
Og jeg rev den bulede Hat fra sin Knag
Og sprang gennem Hjemmets klinede Rude;
Jeg hørte dem skælde mig paa min Bag,
Men - jeg stod nu en Gang der ude.